Sagen om Teknik- og Miljøforvaltningens brug af advokat Anders Valentiner-Branth, der fik udbetalt 14,8 millioner kroner på tre år uden skriftlige kontrakter, får konsekvenser.

Det viser sig nu, at advokaten i december 2016 fik udbetalt 100.000 kroner af Københavns Kommune i forskud, hvilket er i strid med reglerne.

Aftalen blev indgået mundtligt og kan derfor ikke dokumenteres. En afdeling i forvaltningen, Byens Drift, har nu 'erkendt og beklaget, at de har omgået transaktionsprincippet og ikke har overholdt deres notat- og journaliseringspligt'.

Det fremgår af et notat til Teknik- og Miljøudvalget.

Anders Valentiner-Branth er partner i advokatfirmaet Nielsen Nørager. Firmaet forklarer ifølge notatet, at det kun har fået betaling i forskud en gang.

Notatet kommer efter en intern undersøgelse. På baggrund af den vil forvaltningen fremover stramme procedurerne, når den køber advokatydelser.

Udover forudbetaling viser den interne undersøgelse også, at forvaltningen ikke er i stand til at dokumentere et sagsforløb, hvor advokaten har fået 300.000 kroner for forskellige ydelser.

»Den interne undersøgelse konkluderer, at Teknik- og Miljøforvaltningen har fået de ydelser, som forvaltningen har betalt for. Men den viser desværre også en række fejl og uregelmæssigheder i forbindelse med forvaltningens indkøb af advokatydelser. Der er brug for at få strammet op på forvaltningens praksis på området, så der kommer øget fokus på skriftlighed, dokumentation, journalisering og overholdelse af regnskabspraksis,« siger direktør i Teknik- og Miljøforvaltningen Søren Wille i en pressemeddelelse.

Partner Anders Valentiner-Branth fra firmaet Nielsen Nørager har på tre år fået honorarer for 14,8 millioner kroner fra Københavns Kommune, uden at opgaverne kom i de lovpligtige udbud.
Partner Anders Valentiner-Branth fra firmaet Nielsen Nørager har på tre år fået honorarer for 14,8 millioner kroner fra Københavns Kommune, uden at opgaverne kom i de lovpligtige udbud. Foto: Nielsen Nørager
Vis mere

Af pressemeddelelsen fremgår det også, at den nye direktør som udgangspunkt fremover personligt skal godkende alle advokatkøb.

Opstramningen kommer, efter at B.T. gennem længere tid har afdækket, hvordan Anders Valentiner-Branth og firmaet Nielsen Nørager på bare tre år fik udbetalt 14,8 millioner kroner.

Ifølge eksperter var det i strid med udbudsreglerne og uden, at der blev indgået skriftlige aftaler. Opgaverne blev blot aftalt mundtligt. Og senest har B.T. afdækket en hemmelig aftale om et salær på 800.000 kroner, som eksperter og politikere kritiserer i skarpe vendinger.

Den interne undersøgelse er et resultat af en forespørgsel fra B.T. i juni måned, hvor avisen spurgte ind til to specifikke fakturaer fra Anders Valentiner-Branth.

De to fakturaer er udstedt til to forskellige afdelinger i forvaltningen med tre måneders mellemrum.

Opgavebeskrivelsen på de to fakturaer er næsten identiske, mens beløbene er forskellige.

Den ene er på 57.275 kroner, mens den anden er på 300.000 kroner. Blandt andet står der samme møde på begge fakturaer. Ifølge forvaltningens notat skyldes det en fejl fra Nielsen Nøragers side.

Forvaltningen er i gang med en større undersøgelse af forvaltningens brug af advokatbistand fra blandt andet Nielsen Nørager. Forvaltningen mener iøvrigt, at udbudsreglerne er overholdt i sagen.

B.T. har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Anders Valentiner-Branth.