Danmark modtager hård kritik fra en af verdens største organisationer.

»Trods Danmarks image som et land med en høj grad af ligestilling, er virkeligheden for kvinder en anden,« lyder det fra Amnesty Internationals generalsekretær Kumi Naidoo, der uddyber.

»Danmark har en chokerende høj grad af straffrihed for seksuel vold og en forældet lovgivning, der ikke lever op til internationale standarder.«

Kritikken kommer i forbindelse med udgivelsen af en rapport om voldtægt i Danmark. Her slås det fast, at tusindvis af kvinder hvert år bliver udsat for voldtægt, men i kun ganske få sager fører det til dom.

Med andre ord slipper tusindvis af voldtægtsmænd herhjemme hvert år for straf. Den problematik har B.T. beskrevet i serien #Voldtaget fra 2018.

Her og i den nye rapport fra Amnesty International, der retter et særligt fokus mod Danmark, kan man læse, at mindst 5.000 kvinder årligt anslås at blive voldtaget.

Under 1.000 af dem anmelder sagen til politiet og endnu færre - kun omkring 100 - fører til en dom.

Og det er et kæmpe problem for Danmark, fortæller Clare Alger, europæisk direktør i Amnesty International til B.T.

»Som en britisk person, når jeg tænker på Danmark, så tænker jeg på ligestilling, og at Danmark ligger højt på de forskellige ligestillingsindeks. Og derfor er det overraskende, at Danmark har så få domme for voldtægt, når det anslås at mere end 5.000 kvinder voldtages hvert år. Og her har Danmark et problem,« siger Clare Alger og uddyber:

»En masse kvinder voldtages hvert år uden at få retfærdighed, og en masse mænd slipper af sted med voldtægt hvert år. Og derfor fokuserer vi på Danmark.«

Verdensbanken er netop udkommet med en rapport, der har Danmark på en delt førsteplads, når det kommer til netop ligestilling. Men det er ikke slået igennem på voldtægtsområdet, mener Clare Alger og Amnesty International.

Så den danske lovgivning beskytter ikke kvinder godt nok?

»Nej, det mener jeg ikke den gør.«

Hvad skal den danske regering så gøre?

»Selvom Danmark har underskrevet en international konvention, som skal beskytte ofre for voldtægt med samtykke-baseret lovgivning, så er det ikke den lovgivning, Danmark har lige nu. Og det ville være fantastisk, hvis Danmark ville gøre samtykke til en del af lovgivningen,« siger Clare Alger.

I deres undersøgelse af forholdene for voldtægtsofre i Danmark har Amnesty International gennemgået 94 domme for voldtægt fra maj 2017 til maj 2018.

Samtidig har organisationen også set på 353 henlagte sager i perioden. Og begge steder ser de klare problemer. Ikke mindst de kvaler ofre for voldtægt har, når de skal anmelde. Samme tendens kunne B.T. beskrive sidste år.

Clare Alger har dog håb for Danmark.

»Jeres politikere debatterer samtykke for tiden, og det er den rigtige vej at gå. Hvis Danmark så samtidig kan blive bedre til at uddanne politi i at modtage ofre, og måske helt ned i skoleklasserne kan sætte voldtægt på dagsordenen, så ser det rigtig lovende ud.«

Et flertal i Folketinget har tidligere åbnet op for at se nærmere på en samtykke-lovgivning.