Det var tidligt om morgenen. Solen var stået op, og Liv Lykke Schubert var på vej hjem fra havnefest i Gilleleje. Hun gik på en lille sti bag en Netto, der lå tæt ved hendes bedste vens hus, da en fremmed mand antastede hende.
Liv Lykke Schubert blev ikke bange, men hun havde svært ved at forstå, hvad manden ville hende.
»Det var en blanding af, at jeg på det tidspunkt ikke forstod svensk, som jeg går ud fra, var det, han talte, og at jeg var fuld, så jeg opgav at tale med ham og fortsatte med at gå. Så tog han fat i min arm, og det var ikke på en venlig måde.«
Manden smadrede den flaske, han havde i hånden, og pressede den mod Liv Lykke Schuberts hals, mens han pressede hende ned mod jorden.
»Jeg kan ikke huske særligt meget, efter jeg kom ned at ligge på jorden. Jeg har ikke nogen fornemmelse for, hvor længe det tog, eller hvad der egentlig skete. Jeg kan huske, jeg kunne se min vens hoveddør, der var cirka 15 meter væk, og jeg lå bare og tænkte på, at jeg bare skulle have været derovre. Jeg skulle bare lige have været derovre.«
En ud af tusinder
Som teenager blev Liv Lykke Schubert, der i dag er 31 år, en af de 4700 danskere, man anslår, hvert år udsættes for sex eller forsøg på sex mod deres vilje. Overgreb, som stjæler år og hele liv for utallige mænd, kvinder og børn, men som yderst sjældent retsforfølges, og som i gennemsnit koster gerningsmanden få års fængsel.
En problematik, B.T. undersøger over de kommende uger i serien #Voldtaget. Gennem en unik gennemgang af alle domme for voldtægt, andet seksuelt forhold end samleje og forsøg på voldtægt i halvandet år, har B.T. kunnet kortlægge, hvem der dømmes for voldtægt, hvilke konsekvenser overgrebene har, og hvordan voldtægt straffes.
En af de typer af voldtægter, vi som samfund mener skal straffes hårdest, er overfaldsvoldtægter, hvor gerningsmand og offer ikke kender hinanden. Selv om det er den slags voldtægter, der bliver begået færrest af, er det alligevel den type overgreb, mange os ser for sig og frygter, når vi forestiller os en voldtægt.
B.T.s gennemgang af voldtægtsdomme tegner et billede af, at ofre for overfaldsvoldtægter overvejende er unge kvinder, der lider stor skade. Flere har måttet opgive studie og arbejde og kæmper år efter voldtægten med mareridt, angstanfald og posttraumatisk stress. Samme gennemgang viser også, at langt de fleste gerningsmænd i den type sager er udlændinge, og at de i gennemsnit får to år og fire måneders fængsel.
»Havde du den trøje på?«
Timerne efter voldtægten husker Liv Lykke Schubert i glimt. Hun husker, hun sad på sin vens sengekant og græd. Hendes ven ringede til hendes forældre, og Liv Lykke Schubert kan også huske sig selv sidde og græde i sin mors køkken. Hun husker også, at hun sagde undskyld igen og igen.
»Jeg sagde undskyld, fordi jeg var ked af alt det postyr, jeg var skyld i. Men ikke undskyld for voldtægten. Jeg var aldrig i sekund et tvivl om, hvad der var sket, og at det ikke var min skyld. Den eneste gang, der var nogen, som gjorde mig i tvivl om det, var, da jeg blev afhørt af politiet.«
Liv Lykke Schubert anmeldte med det samme voldtægten til politiet, men når hun ser tilbage i dag, gjorde anmeldelsen af voldtægten mere skade end gavn.
»Der kom to betjente hjem til min mor, og fra det øjeblik de kom indenfor, var det, som om de ville have mig til at indrømme, det var løgn, inden de startede på papirarbejdet.«
»Havde du den trøje på?”, “Er du nu helt sikker?”, “Er du seksuelt aktiv?”«
Et stykke papir i bunden af bunken
Det var nogle af de spørgsmål, Liv Lykke Schubert erindrer, hun fik. Hun kan langtfra huske dem alle sammen, men hun glemmer aldrig den følelse, afhøringen efterlod hende med.
»Jeg havde helt klart en fornemmelse af, at de ikke troede på mig, og jeg forstod det ikke. For jeg havde jo anmeldt det? Jeg blev ved med at tænke: ‘Hvad er det, I laver? Det er jo ikke mig, der har gjort noget’. Jeg kunne slet ikke få det til at hænge sammen, at jeg skulle behandles på den måde.«
Efter afhøringen kom Liv Lykke Schubert på Juliane Marie Centeret ved Rigshospitalet, hvor hun fik psykologhjælp tre gange, og det var det.
Selv om politiet fandt gerningsmandens dna på hende, hørte Liv Lykke Schubert aldrig mere om sin sag før et års tid efter anmeldelsen, hvor hun modtog et brev med posten om, at politiet ikke foretog sig yderligere, fordi de ikke kunne finde gerningsmanden.
»Jeg fik ingen informationer. Intet. Jeg aner ikke, hvad de gjorde for at finde ham. Om de overhovedet gjorde noget. Det var ekstremt dehumaniserende. Det føltes, som om jeg bare var et stykke papir, der var røget ned i bunden af sager.«
Har du været udsat for et seksuelt overgreb, og kunne du have lyst til at dele din historie. Så kontakt B.T.s journalister på bopo@bt.dk, jepa@bt.dk eller cweb@bt.dk.
