Albert Dyrlund tog hele den danske YouTube-scene og gjorde den til sin. Onsdag døde han bare 22 år gammel, imens han lavede det, han elskede: Filmede til YouTube.

»Albert er det mest inspirerende, sjoveste og hårdtarbejdende menneske, jeg har mødt. Hver gang, jeg har været sammen med ham, følte jeg, at det var en ære.«

De rørende ord kommer er fra Albert Dyrlunds ven, Jonas Bøgedal Holzknecht.

»Jeg så utrolig meget op til Albert og hele hans person,« skriver Jonas Bøgedal Holzknecht til B.T.

Sammen har de to gjort hinanden bedre til det, Albert Dyrlund elskede og regerede på: Nemlig YouTube.

Og Albert Dyrlund blev ikke bare god til det. Han blev rigtig god.

Med flere end 226.000 følgere på Instagram og 169.000 abonnenter på YouTube, var Albert Dyrlund en af Danmarks største.

I 2018 fortalte Albert Dyrlund til B.T,, at han i to år ikke havde mødt en klasse mellem 0. og 8. klasse, der ikke kendte ham.

Han startede sit YouTube-eventyr med sin gode ven Anton, da de gik i folkeskole. Men hans karriere tog især fart, da han gik solo.

I 1. g droppede Albert Dyrlund ud af gymnasiet for at lave YouTube på fuld tid. Det var omkring her, at Cecilie Baksted mødte Albert Dyrlund.

»Albert var den mest optimistiske person, jeg nogensinde har mødt. Han var som en korkprop. Han poppede altid op igen. Man kunne ikke vælte ham af pinden,« fortæller hun om Albert Dyrlund.

Cecilie Baksted kunne ikke tro det, da hun tidligere fredag fik at vide, at Albert Dyrlund havde mistet livet.

»'Albert!' skrev jeg til ham, da jeg fik det at vide. Men jeg vidste nok godt, at jeg ikke ville få noget svar,« fortæller hun.

»Og så begynder jeg bare at græde,« fortsætter en berørt Cecilie Baksted.

Albert Dyrlund var mere end en YouTuber. I 2018 fik han hovedrollen i filmproducer Regner Grastens film 'Team Albert', ligesom Albert Dyrlund også har udgivet flere sange.

Den seneste, S.O. M. M. E. R,  udgav han for cirka en måned siden – helt præcist den 10. juni.

»Albert gik sine egne veje. Han var en showman. En entertainer. Et samlingspunkt« fortæller Cecilie Baksted.

Og det var da også, da Albert Dyrlund var i gang med at 'entertaine', at han mistede livet. Den 28. juli klokken cirka 17.15 blev den sidste gang.

I det nordøstlige Italien faldt Albert Dyrlund 200 meter ned fra bjerget Seceda, mens han var ved at filme til sin elskede YouTube-kanal.

Ifølge det italienske medie Rai News var Albert Dyrlund afgået ved døden, da redningshelikopteren nåede frem.