Vandreruten Forcella Pana går mellem de to dale Val Gardena og Val di Funes.

Det var her, den danske YouTube-stjerne Albert Dyrlund onsdag aften døde i en tragisk ulykke, da han cirka klokken 17.15 faldt ned fra bjerget Seceda.

Albert Dyrlunds mor har over for Ekstra Bladet bekræftet dødsfaldet, og flere detaljer er begyndt at komme frem i de italienske medier.

'Det er en forbindelsesrute mellem to tinder, som er præget af stenede højdedrage, skråninger og særligt udsatte sektioner med stejle nedstigninger,' skriver den italienske udgave af Yahoo om vandreruten, som ligger i Sydtirol.

Her ses et billede af området, hvor ulykken fandt sted. (AP Photo/Matthias Schrader)
Her ses et billede af området, hvor ulykken fandt sted. (AP Photo/Matthias Schrader) Foto: Matthias Schrader
Vis mere

Albert Dyrlund og hans venner vandrede ikke kun. De var samtidig i gang med at optage en video til hans yderst populære YouTube-kanal, da det fatale øjeblik indtraf.

Ifølge artiklen er danskeren pludselig snublet. Rai News skriver, at faldet har været på 200 meter.

Det var ifølge de italienske medier Albert Dyrlunds venner, der informerede myndighederne om ulykken.

En Pelikan 2-helikopter blev sendt i luften, men der var intet at gøre, da Albert Dyrlund døde på stedet.

Helikopteren transportere liget til Val Gardena.

Det italienske medie Ansa skriver, at det var vennerne til den afdøde youtuber, som måtte fortælle familien hjemme i Danmark den triste nyhed.

Albert Dyrlund blev kun 22 år gammel.