»Salling lukker for al julehandel. På grund af etiske problemer må vi desværre lukke julen over.«

Sådan står der på et skilt lige over indgangen til Salling i Aarhus.

Udenfor deler julemandsudklædte mennesker med ‘Selling’ logoer på dragten flyers ud med teksten:

»Selling lukker julen over. Vi erkender vores medskyld i klimakrisen. Vi beklager, at vi i alt for mange år har tilskyndet til massivt overforbrug på klimaets bekostning. Vi opfordrer vores kunder til at sænke deres forbrug.«

Men det er ikke Salling selv, der har sat nye skilte op, ellers placeret julemænd med budskaber foran stormagasinet.

Det er aktivister fra klimabevægelsen Extinction Rebellion, der mandag klokken 14 blokerede Salling for at protestere med »det vestlige overforbrug, som kommer særligt til udtryk her i juletiden.«

»De færreste er opmærksomme på, hvordan det, de køber, bliver fremstillet, og hvilke konsekvenser det har for mennesker andre steder i verden,« siger Gin García Martín, der er aktivist i Extinction Rebellion i Aarhus og uddyber:

»Det meste af det, vi køber fra mad til elektronik bliver masseproduceret i fattige lande, hvor arbejderne bliver udnyttet, fordi de ikke har andre overlevelsesmuligheder.«

Elisabeth Børresen, der også er klimaaktivist supplerer ham:

»Misvisende markedsføring lokker os til at træffe uetiske forbrugsvalg. De store producenter og detailhandlen skal fortælle os sandheden om, hvad der ligger bag deres enormt fortjeneste,« siger hun og tilføjer:

»Der er ingen varer, der er gratis. Vores overforbrug koster liv og bidrager til at forværre klimakrisen.«

Extinction Rebellion beskriver sig selv som en international bevægelse, der anvender fredelig civil ulydighed i kampen for global klimaretfærdighed.

Salling Group bekræfter, at der mandag har været aktivister, der har demonstreret foran Salling i Aarhus.

»Det tager vi med ophøjet ro - de var væk, hurtigere end vi næsten nåede at registrere det. Og så holder vi naturligvis åbent resten af året som planlagt,« skriver de som respons til B.T.