Det er mildest talt ikke rosende ord, der er haglet ned over AGF, siden flere hundrede fans blev afvist i indgangen til AGF-AaB kampen mandag, selvom de havde billet.

Fansene »følte sig snydt«, »var sure«, og »synes det er pinligt«, og tirsdag oplyste Aros Forsikring, der havde købt billetterne til kampen for at invitere østjyderne til gratis fodbold, at de ville indkalde AGF til et hastemøde.

Kommunikationsekspert Anne Kirstine Cramon mener dog ikke, at AGF skal ryste alt for meget i bukserne.

»Jeg tror ikke, AGF’s brand tager langvarig skade af det her. Ved sådan nogle begivenheder her har folk det med at true med bål og brand, men det er ret hurtigt glemt igen,« siger hun.

Hun mener dog, at episoden måske vil blive husket på en anden måde.

»Jeg kommer til at tænke på den gratis Frozen-koncert, hvor forældre jo gik fuldstændig bananas, fordi deres lille Karla Emilie ikke kunne se,« siger Anne Kirstine Cramon og fortsætter:

»Danskerne er et forkælet folkefærd. Hvis noget er gratis, springer vi på det med det samme, men vi er heller ikke for fine til at brokke os, selvom det har været gratis.«

Hun mener derfor, at AGF's undskyld skal være proportionel med fejlen.

»Jeg vil ikke mene, man skal lægge sig fladt ned. Man må også mane til besindighed og sige, det var gratis billetter, det er træls at stå i kø i en time, men så er det heller ikke værre,« mener hun.

Over for sæsonkortholdere ville hun dog lægge en anden taktik.

»Her må man sige, det er vi frygteligt kede af, vi håber, I kan tilgive os. Sæsonkortholderne er jo de loyale kunder. Folk der bare gerne vil have gratis billetter, er der ingen penge i for AGF,« afslutter hun.