100 klager om gruopvækkende forhold på skandaleomtalt kostskole bliver nu undersøgt til bunds – men der er et stort arbejde forud.

Det forklarer advokat Niels Vase over for B.T.

Det er ham, der af Aalborg Kommune er blevet sat til at undersøge anklager om psykisk terror, indespærringer, ydmygelser og voldtægter på Gravenshoved Kostskole.

Men udover de 100 klager, som advokaten har kendskab til, beder han offentligheden om hjælp, fortæller han.

Arkivfoto af Gravenshoved Kostskole.
Arkivfoto af Gravenshoved Kostskole. Foto: Historisk arkiv for Haderslev Kommune

»Undersøgelsen skal indsamle arkivmateriale, skriftlige kilder og generelle samtaler. Men vi vil gerne tale med andre, der måtte vide noget om skolen.«

»En liste over medarbejdere i perioden findes eksempelvis ikke mere. Der er simpelthen gået for mange år. Så det er lidt usædvanligt, at vi på den måde går ud i pressen, men det er vigtigt, vi har gjort alt, hvad vi kan for at finde ud af mere. Hvis vi overhovedet kan finde mere.«

Det er 100 tidligere elever på kostskolen, der har indgivet en klage over behandlingen på kostskolen, der eksisterede fra 1964 til 1992. Skolen var drevet af Aalborg Kommune.

Udover advokatundersøgelsen er politiet også i gang med en undersøgelse. Når politiet er færdige med afhøringer om enkeltsager, tager advokatundersøgelsen over og skal tegne et generelt billede af, hvad der foregik og ikke foregik.

Helt konkret efterlyser Niels Vase tidligere ansatte, administrative medarbejdere og al arkivmateriale fra dengang.

Niels Vase oplyser, at man har fået et par enkelte henvendelser allerede.

»Min fornemmelse er, at folk gerne vil tale om det her. Derfor regner vi også med at finde mere.«

Forventningen er, at det skriftlige materiale – alt, hvad der skal undersøges – ligger klar 1. marts. Den endelige advokatundersøgelse lander formentlig omkring sommerferien.

Undersøgelsen kommer ikke til at tage stilling til ansvar og eventuel erstatning – det gør kommunen selv på baggrund af undersøgelsen.

Tidligere rådmand i perioden, Inge Nesgaard, daværende skolerådmand, og Henning G. Jensen, daværende rådmand for Socialforvaltningen, har tidligere fortalt til B.T., at de ikke har kendt til hændelserne før nu.

»Jeg har den bemærkning, at jeg aldrig har hørt om det. Det er 30 år siden, så det erindrer jeg ikke. Overhovedet,« lød det i efteråret fra Inge Nesgaard.

Omvendt har en tidligere ansat bakket op om eleverne, hvilket du kan læse mere om HER.