En omfattende undersøgelse af forholdene på Gravenshoved Kostskole er førsteprioritet hos Aalborg Kommune – men har man drevet andre kostskoler i samme periode?

Det vil Aalborg Kommune til bunds i.

Sådan forklarer Jakob Ryttersgaard, skoledirektør i Aalborg Kommune, til B.T.

»Det, vi gør, er, at vi retter henvendelse til stadsarkiverne for at finde ud af, om vi har drevet andre kostskoler på det givne tidspunkt. Om det er sket, eller er ved at ske, kan jeg ikke sige. Men vi gør det nu her.«

»For mig er det bare vigtigt at understrege, at det ikke ændrer ved, at det største og vigtigste fokus er på Gravenshoved Kostskole,« siger han.

Den tidligere elev på kostskolen Rene Vinding Christensen og 30 andre tidligere elever stod i sidste uge frem og anklagede skolen for blandt andet vold, psykisk terror, ydmygelser, indespærring og voldtægter mod eleverne.

Aalborg Kommune drev kostskolen, beliggende i Sønderjylland, fra 1964 til 1992.

Kort efter anmeldte Aalborg Kommune sagerne til politiet – og 15. oktober bekræftede Syd- og Sønderjyllands Politi, at en officiel politiundersøgelse er blevet iværksat på baggrund af de beretningerne fra tidligere elever.

Ved siden af politiets undersøgelse arbejder Aalborg Kommune desuden på at få lavet en uafhængig undersøgelse, der grundigt skal klarlægge sagen.

Og det er det, der er det vigtigste fokus hos Aalborg Kommune.

Men skulle det vise sig, at kommunen har drevet kostskoler i samme periode som Gravenshoved Kostskole, vil kommunen i første omgang undersøge, om der er lignende sager – og hvad kommunen i så fald kan bruge den viden til.

Jacob Ryttergaard oplyser desuden til B.T., at skoleforvaltningen har modtaget syv-otte henvendelser fra tidligere elever, som indgår i undersøgelserne, siden sagerne kom frem i offentligheden.

Derudover har Rene Vinding Christensen fortalt, at han blev bestormet af op mod 60 henvendelser fra tidligere elever. Vel at mærket efter han og de 30 tidligere elever stod frem.

Andre læser også