»Jeg havde været der i to timer, da jeg første gang blev slået og smidt i gulvet af en lærer. Det virkede, som om de bare lige skulle vise, hvem der bestemte.«

Sådan starter Rene Vinding Christensens tid på den nu berygtede Gravenshoved Kostskole.

Tiden på skolen var ifølge Rene Vinding Christensen plaget af blandt andet vold, psykisk terror, ydmygelser, indespærring og voldtægter mod eleverne.

Tidligere på ugen stod han frem som talsmand for de 30 tidligere elever, der indgav en fælles klage til Aalborg Kommune.

Nu er Syd- og Sønderjyllands Politi gået ind i sagen.

»Vi er utilfredse med omstændighederne,« siger han og henviser til det faktum, at overgrebene overhovedet har fået lov til at finde sted. Han fortsætter:

»Men vi er tilfredse med, at de (politiet red.) nu kigger på tingene. Vi har jo åbnet for så mange følelser i folks liv,« siger han.

Rene Vinding Christensen var selv elev i starten af 90'erne.
Rene Vinding Christensen var selv elev i starten af 90'erne.
Vis mere

For siden de første tidligere elever indgav deres klage til kommunen, er Rene Vinding Christensen blevet lagt ned af henvendelser fra andre tidligere elever, hvis dårlige minder om tiden på kostskolen dukker op igen.

Selv blev han udsat for blandt andet vold på stedet, mens han gik der fra 1990 til 1991.

»Der var en enorm stress og angst. Vi var hele tiden på vagt og i alarmberedskab. Den fysiske og psykiske vold kunne komme ud af det blå. Hvis man stod og så forkert ud, eller pjattede i rækkerne, så blev du jo hevet ud, og råbt og skreget af og smidt på jorden. Det var vi jo alle sammen rædselsslagne for,« har han tidligere fortalt til B.T.

Volden startede allerede på hans første skoledag.

»På trods af at jeg var blevet lovet det modsatte, blev mine forældre sendt hjem uden at sige farvel til mig, efter jeg havde været på skolen i to timer. Da dét gik op for mig, blev jeg apatisk og begyndte at græde. Som konsekvens fik jeg et slag over nakken, jeg blev smidt ned i gulvet og presset ned i det. Armen blev vredet om, og der blev sat et knæ i ryggen på mig.«

Politiet har kontaktet de tidligere elever, der har klaget, og vil mødes med dem på onsdag.

Her bliver det vigtigste for Rene og de andre at få afklaret, hvorvidt en eventuel forældelsesfrist spiller ind i sagen.

»Det er vi jo lidt kede af. At de ting, vi har været udsat for, måske er forældede,« siger han.

Rene Vinding Christensen er bange for, at alt undtagen de seksuelle overgreb bliver erklæret forældede.

De tidligere elever vil have placeret et strafferetligt ansvar for de ting, der skete på Gravenshoved Kostskole.