»Jeg har da været derude, hvor jeg har tænkt, om jeg skulle tage mit eget liv.«

Profilbilledet på Facebook af 27-årige Alexander Heuniche viser en atletisk mand i smoking.

En ung mand, for hvem tilværelsen for bare to år siden kørte på skinner: fast forhold, studier, fester med vennerne, aktiv livsstil, god familie, studiejob og så videre.

I dag sidder Alexander på Frederiksberg Hospital, koblet til en maskine. Han kan ikke rejse sig. Han skal blive dér på sin plads. Han kan se lidt fjernsyn, sove, tjekke sin telefon. Rutinen gentager han fem gange om ugen, tre timer ad gangen.

Alexander venter lige nu på at få en ny nyre. Han ved ikke, hvor længe han skla vente. Foto: Privat.
Alexander venter lige nu på at få en ny nyre. Han ved ikke, hvor længe han skla vente. Foto: Privat.

Han ved ikke endnu, hvornår det stopper. Rutinen er som et fængsel, der dræner ham for energi i bogstavelig forstand. Han har tabt sig syv kilo, efter han startede i dialyse i februar 2019.

Men hvorfor egentlig bruge tid på at læse denne historie om Alexander Heuniche netop nu?

Lige nu – onsdag 20. maj – vedtages nemlig en lov i England, som måske senere kan få betydning for mennesker som Alexander og andre med organsvigt, hvis altså danske lovgivere lader sig inspirere og er lydhør i forhold til, hvad de har været tidligere.

England er det 23. land i Europa, som indfører automatisk organdonation, hvilket vil sige, at man automatisk bliver organdonor, fra man fylder 18 år, og selv skal melde det fra, hvis ikke man ønsker det.

Herhjemme skal man selv tilmelde sig donorregistret, hvis man ønsker at være organdonor. Få får det gjort.

»Vi kan ikke forstå, at vi skal stå så alene og sidde fast i et gammelt donorsystem, der ikke redder tilstrækkeligt med liv og ikke får tilstrækkeligt med mennesker til at tage stilling,« siger stifteren af patientforeningen Organdonation – ja tak, Lasse Heidelbach.

Tilbage til Alexander Heuniche, som, før han blev syg, ikke anede noget om organdonation, ventelister eller nyresygdom i det hele taget.

Han glæder sig over udviklingen i England, også selv om det ikke er noget, han lige nu og her kan bruge til noget.

Alexander under et studieophold i USA kort før han blev alvorlig syg. Foto: Privat.
Alexander under et studieophold i USA kort før han blev alvorlig syg. Foto: Privat.

»Jeg hungrer efter at få et normalt liv tilbage,« siger han.

Ved udgangen af 2019 stod 369 patienter i alt på venteliste til en nyre. Nu er Alexander en del af statistikken. Lægerne ved ikke, hvorfor netop han blev ramt af nyresvigt.

Alvoren er efterhånden trængt ind hos den unge mand, selv om det tog tid til at begynde med. Han indrømmer gerne, at han brugte tid på at stirre ind i væggen. Og at han landede i et sort hul. For hvordan skal man komme op af hullet, når man er vant til at kunne løbe mange kilometer ugentligt og pludselig knap nok kan overkomme at gå en tur?

Med hjælp fra en psykolog og en fortid, hvor sport og dermed evnen til mentalt at overkomme forhindringer altid har fyldt meget, er Alexander ikke længere der, hvor han ønsker at tage sit eget liv. Han ønsker aldrig at komme tilbage dertil.

Alexander gør klar til dialyse, der varer tre timer. Foto: Privat.
Alexander gør klar til dialyse, der varer tre timer. Foto: Privat.

»Jeg sætter mig selv små mål. Så er det nemmere at være i, og jeg får det bedre med mig selv,« siger han.

Alexander Heuniche studerer på fuld tid, også selv om han hver uge skal bruge 25 timer på at sidde koblet til maskinen på Frederiksberg Hospital. Han har måttet erkende, at han ikke også kan klare et studiejob eller festerne med vennerne, som han gjorde engang.

»Jeg har ofte tænkt, om jeg bliver glemt? Når man bliver syg, så er der mange venskaber, der går i stykker. Ofte ser man, at drenge ikke kan rumme nær så meget som piger og på et tidspunkt mere eller mindre må sige fra, når de ser, at man ikke længere kan være med på samme måde,« siger han.

Dating kan også være svært.

»Jeg er hurtig til at holde afstand til kvinder. Hvis de kommer for tæt på, er jeg jo nødt til at fortælle dem, at jeg er alvorlig syg.«

Alexander sammen med sin mor Lisa Heuniche. Foto: Privat.
Alexander sammen med sin mor Lisa Heuniche. Foto: Privat.

Den 27-årige mand er 'heldig' i forhold til andre patienter, der eksempelvis venter på en lunge eller et nyt hjerte, fordi de ikke har muligheden for at få en behandling, der som dialyse kan holde dem i live.

Flere i familien og venner har tilbudt at give en nyre til Alexander Heuniche. Men de har ikke været egnede som donor af flere forskellige årsager. Nu afventer han svar på, om hans far måske alligevel – trods forhøjet blodtryk – kan være et match. Hvis ikke det falder i hak, har hans tidligere værtsmor fra USA, som han lærte at kende under et studieophold, tilbudt at lade sig undersøge.

Indtil da kan Alexander bare fortsætte ventetiden i maskinen på Frederiksberg.

Får den unge mand en dag en ny nyre, er der ingen garantier for, hvor længe den holder. For nogle kan den holde op til 12 år.