Thomas Markle spottet for første gang siden anklager om overgrebsmateriale
Hertuginde Meghans far er blevet flyttet til et nyt plejecenter.

Hertuginde Meghans far er blevet flyttet til et nyt plejecenter.

Thomas Markle boede på et nærmest overdådigt rehabiliteringscenter, der mest af alt mindede om et hotel.
Men efter anklagerne om besiddelse af overgrebsmateriale med børn, blev hertuginde Meghans far bedt om at finde sig et nyt sted.
Det gik tilsyneladende hurtigt, for i weekenden blev han overflyttet til et nyt center i Florida, skriver Page Six.
Det skete med hjælp fra plejepersonale, der skubbede den 82-årige mand rundt i kørestol.
Thomas Markle fik i maj sidste år amputeret sit ben fra knæet og ned efter en blodprop.
Det fik ham til at flytte fra Filippinerne til Florida i USA for at genoptræne.

Men hans forbindelser til Filippinerne var langt fra slut.
For i slutningen af oktober kom det frem, at Thomas Markle var blevet politianmeldt af sønnen, Thomas Markle Jr., der havde fundet en enorm samling af seksuelle billeder af børn i et skab i farens hjem på Filippinerne.
»Da jeg fandt dette materiale, blev jeg forfærdet, og jeg havde intet andet valg end at anmelde min far. Jeg har støttet, passet på ham og hjulpet ham i årevis – men det stopper nu. Jeg vil aldrig tale med min far igen, medmindre jeg bliver indkaldt til at vidne imod ham,« lød det fra sønnen.
Thomas Markle afviste alle beskyldninger fra sin søn og kaldte dem »syge løgne«.
Meghan Markle, der i mange år ikke har haft et forhold til sin far, har også reageret på sagen.
»Selvom omfanget af det, der nu er kommet frem, er mere frastødende, end man nogensinde kunne forestille sig, er det mit inderlige håb, at retfærdigheden vil ske fyldest, og at fokus forbliver på sikkerheden og beskyttelsen af uskyldige børn,« lød det.
Hertuginden fortæller, at hun allerede i 2018 blev informeret om »foruroligende anklager« mod sin far.
Som konsekvens af anklagerne har hun ikke tilladt faren at se de to børn, hun har med prins Harry.
Meghan Markle rakte dog ud til faren i forbindelse med hans alvorlige sygdom, der førte til amputationen.