Hertuginden af ​​Sussex har forsøgt at række ud til sin far. Det bekræfter en talsperson for hende.

Så vidt vides har far og datter ellers ikke haft kontakt siden Meghan Markle og Harrys bryllup i 2018.

Det skabte ravage, da Thomas Markle op til det royale bryllup tiltrak sig opmærksomhed, dels ved at medvirke i opstillede paparazzifotos, dels ved at være åbenmundet om datterens relation til prins Harry.

Kort før brylluppet meldte Meghans far afbud, fordi han havde fået hjerteproblemer. I stedet blev det kong Charles, der fulgte hende op ad kirkegulvet.

Siden er det uvist, præcis hvor meget kontakt, der har været mellem far og datter. Men ifølge BBC har Thomas Markle aldrig mødt parrets børn, prins Archie og prinsesse Lilibet.

Nu er der altså måske en mulighed for forsoning.

I hvert fald oplyser en talsmand for hertuginden til det britiske medie BBC, at der har været forsøg på kontakt mellem far og datter:

»Jeg kan bekræfte, at hun har rakt ud til sin far,« lyder beskeden. 

Det er på en trist baggrund, at hertuginden reagerer. Thomas Markle er nemlig alvorligt syg og indlagt på et hospital i Filippinerne. 

Han har netop fået amputeret sit ene ben under en operation, som hans søn Tom Jr. ifølge Daily Mail har beskrevet som »en livstruende nødsituation«.

Efter operationen har Tom Jr. meget tydeligt forsøgt at føre parterne sammen:

»Jeg bønfalder Meghan og Harry om at kontakte far,« har han ifølge mediet sagt.