Onsdag klokken 11 afholder Kongehuset pressebriefing foran Amilienborg.

Kongehuset har ikke på forhånd meddelt, hvad de vil oplyse til pressebriefing, men kongehusekspert, Søren Jakobsen, der har skrevet flere bøger om kongehuset, er overbevist om, at pressebriefing vil give svar på mange af de spørgsmål, der lige nu presser sig på.

»Hvis det fungerer, som det bør fungere, så har hoffet lagt en plan. Så vil de fortælle, hvornår begravelsen vil finde sted, og hvor begravelsen vil finde sted. Personligt tror jeg, at det bliver en statsbegravelse, men det får vi også svar på i dag. Indtil videre er det store spørgsmål dog: Hvor henne?,« oplyser Søren Jakobsen til BT.

I august 2017 oplyste Kongehuset, at prins Henrik ikke ønskede at lade sig begrave ved siden af sin ægtefælle, dronning Margrethe, i Roskilde Domkirke, da han ikke har følt sig ligeværdigt behandlet i forhold til Dronningen.

Det er den beslutning, prins Henrik i teorien kan have ændret, mener Søren Jakobsen:

»Det er ikke til at vide, men han kan jo have ændret på sin beslutning om ikke at lade sig begrave med Dronningen. Jeg tror, det vil være en befrielse for kongefamilien, hvis han reviderer sin beslutning og i stedet vil begraves i Roskilde Domkirke,« siger han.

Den præcise årsag til prins Henriks død er ikke bekræftet fra officielt hold, men Kongehuset har tidligere oplyst, at prins Henrik led af en lungeinfektion, og at en godartet tumor i den forbindelset havde sat sig på den ene lunge.

Søren Jakobsen tvivler dog på, om vi får den præcise dødsårsag bekræftet ved dagens pressebriefing:

»Jeg tror ikke, at der kommer nogen detaljeret redegørelse af dødsårsagen. Det vigtige er selve begravelsen og informationen om denne.«.