Britiske prins Harry kan tirsdag fejre sin 36 års fødselsdag. Og selv om han ikke længere er medlem af kongehuset, så er han - vanen tro - blevet lykønsket af både sin bror, prins William, og den britiske dronning på de sociale medier.

Men hilsnerne skaber vrede hos nogle af de royale fans. For en central person mangler.

Både prins William og hertuginde Kate samt dronning Elizabeth har nemlig valgt billeder til deres hilsner, hvor man ser dem hver især med prins Harry. Men altså uden Meghan.

Og det opfatter flere royale fans som en stikpille til prins Harrys kone Meghan, hvilket altså ikke falder i god jord, skriver Daily Mail.

Lidt over halvandet år nåede hertuginde Meghan at være officielt medlem af det britiske kongehus, før hun og prins Harry besluttede at droppe deres kongelige tilværelse.
Lidt over halvandet år nåede hertuginde Meghan at være officielt medlem af det britiske kongehus, før hun og prins Harry besluttede at droppe deres kongelige tilværelse. Foto: TOLGA AKMEN
Vis mere

For selv om det ikke er nogen hemmelighed, at hertuginde Meghan blev beskyldt for parrets brud med kongehuset, og selv om det vides, at der har været kurrer på tråden mellem hende og den royale familie, så mener de royale fans, at det er for groft ikke at have hende med på en fødselsdagshilsen.

'Interessant fotovalg. Ingen Meghan…,' skriver en bruger på Instagram blandt andet.

En anden bruger undrer sig også over billedvalget, når William og Kate sandsynligvis har haft flere hundrede billeder af vælge imellem:

'Jeg er sikker på, at det ikke at tage Meghan med ikke var ubevidst. Ikke særlig stilet.'

Det billede, som Kate og William har valgt til deres fødselsdagshilsen, viser en smilende prins Harry, der løber sammen med dem begge.

En del fans opfatter det som et billede, der viser, hvor hyggeligt brødrene havde det sammen før - altså inden hertuginde Meghan kom ind i billedet.

'Harry ser så glad ud her. Man ser ham aldrig med sådan et smil nu,' lyder det fra en fan.

Heller ikke prins Harrys far og stedmor, prins Charles og  hertuginde Camilla, har valgt at inkludere hertuginde Meghan på det fødselsdagsbillede, som de har slået op af prins Harry.

Nogle fans påpeger, at det tidligere er sket, at de kongelige ikke medtager en ægtefælle ved fødselsdagshilsnerne på de sociale medier, men flere ser det altså som et hint om, at forholdet mellem kongehuset og hertuginde Meghan og prins Harry ikke er helt på toppen.

Det engang så tætte forhold mellem den nu 38-årige prins William og hans to år yngre bror begyndte at smuldre for nogle år siden. Ifølge mange blev det dårligere, efter at Harry mødte den nu 39-årige Meghan.

En af forfatterne til den meget omdiskuterede biografi om Meghan og Harry ‘Finding Freedom’, Omid Scobie, har hævdet, at forholdet begyndte at gå galt allerede, da Harry mødte Meghan i 2016, hvilket William ikke var begejstret for.

Og brødrene talte i to måneder ikke med hinanden, efter at Harry og Meghan tog alle på sengen og på de sociale medier annoncerede, at de ville trække sig fra deres royale pligter.

Angiveligt var ikke engang dronningen blevet informeret, før det nygifte par annoncerede det til hele verden.

Det gik - som bekendt - ikke som parret ønskede. Dronning Elizabeth satte foden ned over for parrets ønske om at blive deltidsroyale. I stedet måtte Harry og Meghan forlade deres kongelige liv helt.

Siden har de blandt andet bosat sig i Californien, hvor de også har fundet en ny måde at ernære sig på.

For et par uger siden kom det frem, at parret har underskrevet en kæmpe kontrakt med stramingtjenesten Netflix. En kontrakt, der ventes at indbringe dem i omegnen af 150 millioner dollars.