For seks måneder siden trak prins Harry og hertuginde Meghan sig fra deres fremtrædende roller i det britiske kongehus.

Nu har de sagt ja til helt andre – men også store – roller. Parret har nemlig underskrevet en mangeårig kontrakt med Netflix. Det skriver The New York Times.

Rejsen fra Buckingham til Hollywood har været lang og fyldt med rygter om, at parret ville søge mod netop underholdningsbranchen.

Og nu er nogle af disse altså blevet bekræftet.

Parret har nemlig startet deres eget produktionsselskab, og det er i den forbindelse, Netflix kommer ind i billedet.

Den succesfulde streamingtjeneste har nemlig hyret dem til at levere dokumentarer samt dokumentarserier og være inde over film, shows og børneprogrammer.

Hovedsageligt skal de altså arbejde bag kameraet, men ifølge det amerikanske medie kan det ikke udelukkes, at de også selv vil tone frem på skærmen.

Hertuginde Meghan har dog efter sigende gjort det klart, at hun ikke agter at vende tilbage til skuespilkarrieren, der ellers gjorde hende et kendt ansigt, længe før hun mødte den britiske prins.

»Vores fokus er at skabe indhold, der oplyser, men også giver håb,« lyder det fra parret i en officiel udtalelse.

»Som forældre er det også vigtigt for os at lave inspirerende indhold til familier.«

Parret håber, at Netflix' enorme platform med over 193 millioner abonnenter på verdensplan kan være med til at sprede deres »virkningsfulde indhold«.

Beløbet, som Netflix har måttet punge ud, er ukendt. The New York Times beskriver således, at en talskvinde fra Netflix afviser at udtale sig herom.

Det afholder dog ikke mediet fra at spekulere i, at det må være i den høje ende. Særligt, fordi der har været rift om parret, der også har været i kontakt med Disney, Apple og NBCUniversal, lyder det.

De skal da også have noget at leve af.

Som en del af den 'fratrædelsesaftale', de lavede med det britiske kongehus, gav de nemlig afkald på deres apanage.

De lovede desuden at tilbagebetale udgifterne til renoveringen af deres hjem, Frogmore Cottage, som stadig er deres britiske residens.

Renoveringen løb op i 21 millioner kroner - som i første omgang blev betalt af de britiske skatteborgere.

Uanset hvordan lønforhandlingen med Netflix er foregået, er streaminggiganten yderst tilfreds med den aftale, de er nået frem til.

»Vi er utroligt stolte af, at de har valgt Netflix som deres kreative hjem, og vi er begejstrede over at få lov til at fortælle historier, der kan bidrage til at skabe livsmod og forståelse overalt, med dem,« lyder det fra
Ted Sarandos, co-administrerende direktør og Chief Content Officer hos Netflix i en erklæring.