Tirsdag aften holdt Dronningen tale til danskerne om den alvorlige situation, Danmark står i, mens coronavirussen fortsat spredes.
Det var en tale, hvor Dronningen gentog de budskaber, vi har hørt fra Mette Frederiksen og myndighederne - men dog på sin helt egen måde. Og særligt to steder i talen var bemærkelsesværdige, mener retoriker Mette Højen.
»Nogle holder stadig fester. Det synes jeg ikke, man kan være bekendt,« lød det blandt andet i en opsang fra Dronningen.
Netop den sætning var lidt af en genistreg, hvis man spørger retorikeren.
»Okay, den sad. Det kunne statsministeren ikke have sagt med samme kraft. Det er uden for Mette Frederiksens område, men det kan Dronningen sige,« forklarer Mette Højen og tilføjer:
»Det er en dronning Margrethe classic. Hun plukker lige nogle af de ord, vi ikke plejer at høre. ‘At være noget bekendt’, det er en elegant kindhest.«
Derudover fremhæver retorikeren et andet sted i talen.
»Da Dronningen siger: ‘Alle må tænke sig om på samme tid i rette tid.’ Der er en retorisk teknik i den sætning, og det betoner, at det er nu, der skal handles,« forklarer hun.
Flere bemærkede nok, at Dronningens tale tirsdag aften var en kort affære. Lige omkring fire minutter, men det var faktisk helt passende, mener retorikeren.
»Jeg var lidt overrasket over, at den var så kort, men jeg synes, det var fedt, for der er ikke mere at sige. Tag jer sammen og gør, hvad statsministeren siger,« siger Mette Højen.
Hun forklarer, at selvom budskabet i talen er det samme som myndighedernes, så giver det noget ekstra og andet, når Dronningen taler til nationen.
Ikke mindst, fordi Dronningen kan være mere personlig.
»Mette Frederiksen er en myndighed og skal være neutral og rationel. Men Dronningen går ind på det følelesesmæssige, fokuserer på det personlige, og det understreger hun mange gange ved at sige, det kræver noget af os allesammen hver især.«
Helt generelt lægger Mette Højen heller ikke skjul på, at hun synes, Dronningens tale i den grad rammer plet.
»Det er folkesjæl, sammenhold og følelser. Det rammer lige i sjælen,« lyder det.
Det er ganske historisk, at dronning Margrethe taler til befolkningen, som det er set tirsdag aften. Foruden de årlige nytårstaler har Dronningen aldrig tidligere holdt en tv-transmitteret tale.
Ifølge historiker Michael Bregnsbo bliver dette med garanti også en begivenhed, der indskriver sig i historiebøgerne.
»Folk vil huske dronning Margrethe for det her. Corona-krisen er en begivenhed, der vil stå fast i den kollektive erindring,« vurderer historiker Michael Bregnsbo.
Tirsdagens tale var optaget på forhånd på Fredensborg Slot, hvor Dronningen i øjeblikket har residens, og hvor hun har boet, siden hun torsdag vendte hjem fra sin årlige skiferie.
Torsdag meddelte Dronningen også, at hun i lyset af coronavirussens udbredelse har aflyst alle aktiviteter i forbindelse med sin 80-års fødselsdag den 16. april.