Da dronning Margrethe tirsdag aften skrev historie, mens hun midt i den aktuelle coronakrise talte direkte til danskerne, var budskabet klart: Vi har et fælles ansvar for at handle nu.

»Dronningen formanede i sin tale danskerne, ligesom hun også gør det i sine nytårstaler. Men hun gjorde det mere direkte og kontant end normalt,« lyder det fra historiker og kongehusekspert Michael Bregnsbo.

»Det kan være, det vækker mere respekt, når Dronningen siger det. Myndighederne har jo sagt det samme, men i talen blev det udtrykt mere skarpt og utvetydigt.«

Fra sin residens på Fredensborg Slot lød det blandt andet fra Dronningen, at »vi alle skal tænke os om på samme tid - og i rette tid«.

Hun ridsede sundhedsmyndighedernes råd op, ligesom hun også gik i rette med dem, der midt i coronakrisen mødes til fester. Noget, hun kaldte både »hensynsløst« og »tankeløst«.

Der er dog en god grund til, at Dronningen taler med så store ord, når hun på den måde holder tale til danskerne. Noget, regenten ellers traditionelt kun gør nytårsaften.

»Når hun helt ekstraordinært holder en tale, skal budskabet også være markant, for ellers giver det slet ingen mening, at hun gør det,« forklarer Michael Bregnsbo.

Han mener, at indholdet i dronning Margrethes tale var både dækkende og forventet. Og noget, som vi har hørt mange gange før de seneste dage.

Dronningen opholder sig i disse dage på Fredensborg Slot. Det er også her, hendes tale tirsdag eftermiddag blev optaget, før den klokken 20 blev vist på landsdækkende tv..
Dronningen opholder sig i disse dage på Fredensborg Slot. Det er også her, hendes tale tirsdag eftermiddag blev optaget, før den klokken 20 blev vist på landsdækkende tv.. Foto: Keld Navntoft
Vis mere

Men det betyder langt fra, at talen var uvæsentlig.

»Den kan være med til at få flere til at rette sig efter anvisningerne. Det kan godt være, at myndighedspersoner tidligere har sagt det samme, men det gør ekstra indtryk, når Dronningen siger det.«

»Man kan ikke mistænke hende for at ville vinde stemmer. Når hun siger det, er det, fordi det er rigtigt. Man kan ikke mistænke hende for at have en politisk dagsorden.«

Netop derfor kan Dronningens tale også vise sig at være essentiel for danskernes adfærd den kommende tid.

Dronningen opholder sig i disse dage på Fredensborg Slot. Det er også her, hendes tale tirsdag eftermiddag blev optaget, før den klokken 20 blev vist på landsdækkende tv..
Dronningen opholder sig i disse dage på Fredensborg Slot. Det er også her, hendes tale tirsdag eftermiddag blev optaget, før den klokken 20 blev vist på landsdækkende tv.. Foto: Keld Navntoft
Vis mere

En tid, hvor befolkningen opfordres til blive hjemme, og hvor samfundet udenfor hjemmets mure ser ganske anderledes ud, end det gjorde for blot nogle uger siden.

Som Dronningen sagde det:

»Det er vores nye virkelighed. Og vi må indse og lære, at det kræver noget af os alle sammen. Det angår os alle sammen.«

Netop ord som disse vil flere formentlig tage til sig, mener Michael Bregnsbo.

»Der skal såmænd nok være nogen, der ikke retter ind. Men det kan ude i samfundet blive et argument, at man nu har Dronningens ord for det; ‘Dronningen sagde, det var hensynsløst’, kan det lyde i diskussioner, og det kan være, det gør, at folk endelig lytter,« siger han og fortsætter:

»Hun er nationens overhoved. Én, der har til opgave at samle Danmark, og én, som vi kan samles om i krisesituationer som den, vi er i nu.«

Af samme årsag mener Michael Bregnsbo også, at det var den helt rette beslutning for Dronningen at tale direkte til danskerne.

»Nationen er i krise, folk er syge, folk dør. Havde hun ikke gjort det, ville folk have spurgt: Hvor er Dronningen? Vi har brug for Dronningen.«