Dronning Margrethe holdt tirsdag aften tale til danskerne fra Fredensborg Slot.

Med undtagelse af den traditionsrige nytårstale har Dronningen aldrig tidligere holdt en tv-transmitteret tale til danskerne, og det er en begivenhed, der ikke blot er usædvanlig, men som også unægteligt vil gå over i historien.

»Folk vil huske dronning Margrethe for det her. Corona-krisen er en begivenhed, der vil stå fast i den kollektive erindring,« vurderer historiker Michael Bregnsbo.

Det blev tirsdag formiddag oplyst, hvordan Dronningen tirsdag aften ville tale til nationen ‘om den alvorlige situation i forbindelse med udbredelsen af coronavirus’, lød det i en pressemeddelelse fra Kongehuset.

Og netop situationens alvor kan der efterhånden ikke være nogen tvivl om. Coronavirussen har de seneste måneder spredt sig verden over og har i løbet af de seneste uger påvirket det danske samfund voldsomt med lukning af skoler, daginstitutioner og hjemsendelse af medarbejdere i hele landet.

Det er da også derfor, man har valgt, at Dronningen skulle tale til befolkningen.

»Normalt sker der en masse begivenheder i Danmark, som Dronningen ikke reagerer på overhovedet. Så når det sker nu, er det for at understrege, at det er en ekstraordinær alvorlig situation,« siger Michael Bregnsbo.

Tidligere ved historiske og skelsættende begivenheder har vi set Dronningen udsende erklæringer om sympati og medfølelse med ofrene og de pårørende.

Dronning Margrethe vil blive husket for at tale til danskerne i en krisetid, mener historiker Michael Bregnsbo.
Dronning Margrethe vil blive husket for at tale til danskerne i en krisetid, mener historiker Michael Bregnsbo. Foto: Ida Guldbæk Arentsen
Vis mere

Det skete blandt andet efter branden på Scandinavian Star og i forbindelse med togulykken på Storebæltsbroen i 2019. Efter terrorangrebet den 11. september 2001 deltog Dronningen i en mindegudstjeneste i Københavns Domkirke.

I det hele taget er medietransmitterede taler fra regenten til den samlede danske befolkning i forbindelse med alvorlige situationer uhyre sjældent. Faktisk er det ikke set siden Anden Verdenskrig, da Christian den 10. talte til danskerne i radioen den 5. maj 1945 efter befrielsen, forklarer Michael Bregnsbo.

Dengang var det kong Christian den 10., der talte til befolkningen under besættelsen og dermed grundlagde traditionen, at regenten talte til danskerne.

»Han grundlagde traditionen med nytårstaler i medierne. Man befandt sig i en situation, der var alvorlig og ekstraordinær, og det var en måde at understrege det på,« forklarer Michael Bregnsbo og tilføjer, at den første nytårstale nogensinde blev holdt i 1941.

Efterfølgende talte Christian 10. også, efter befrielsesdagen, den 5. maj og senere ved Rigsdagens åbning. Talerne, sammenholdt med begivenheder som genforeningen i 1920, har gjort, at Christian 10. har fået en særlig plads i kongerækken.

»Mindet om ham har brændt sig fast i bevidstheden hos mange, fordi han har optrådt i en række ekstraordinære situationer som genforeningen og besættelsen. Fordi han var så synlig,« lyder det fra Bregnsbo.

Af samme grund mener historikeren også, at tirsdagens tale vil give Dronningen en særlig plads i historiebøgerne.

»Det understreger, at hun er et nationalt samlingsmærke i en svær tid.«