Nogle bruger flere årtier på at finde deres rette hylde i livet. Men dronning Margrethes niece prinsesse Nathalie har altid vidst, hvad hun ville.
Vejen til at få drømmen til at gå i opfyldelse var dog kringlet. Ikke mindst grundet hendes meget strenge far.
Det fortæller prinsessen i et interview med Alt.dk.
Prinsesse Nathalie var kun fire år, da hun første gang blev sat på ryggen af en hest – en interesse, der bed sig så meget fast, at hun siden har gjort det til sin levevej at være professionel dressurrytter.

Som datter af prinsesse Benedikte og prins Richard af Berleburg har prinsessen på slottet i Berleburg haft en beskyttet barndom, der dog var mere afslappet end hos de af hendes fætre og kusiner, der var tronfølgere – herunder kronprins Frederik.
Men prins Richard var af den strenge type – for eksempel måtte prinsesse Nathalie og hendes to søskende ikke se tv, når der var lyst udenfor, og de skulle altid spise op.
Prinsessen fik derfor ikke altid sin vilje, men det lykkedes hende at komme igennem med sin hesteinteresse.
Med tiden er prinsessen blevet så dygtig en rytter, at hun har repræsenteret Danmark ved OL. Men den store fokus på ridningen har også haft sin pris:

»Jeg er gået glip af stort set alle familiefester som barnedåb, bryllup og fødselsdage, fordi jeg altid skulle træne eller ride mesterskab. Da kronprins Frederik skulle giftes, red jeg stævne i Tyskland, så jeg fløj hjem og var med til ceremonien og middagen, inden jeg fløj retur,« fortæller prinsessen, der også har fået passet fødslerne af sine børn ind i stævnekalenderne.
Allerede to måneder efter fødslen af sit første barn, sønnen Konstantin Gustav i 2010, red hun VM i Kentucky, hvor hun fik en syvendeplads.
Og mens hun var gravid med sin datter i 2014, red hun sit sidste VM i 2014.
Selvom prinsesse Nathalie er opvokset i Tyskland, har hun bevaret et tæt forhold til Danmark – ikke mindst grundet hendes mormor, dronning Ingrid.

Det var den gamle dronning, der opfordrede hende til at få dansk statsborgerskab, hvilket prinsessen siden har brugt, når hun har redet for det danske landshold.
Prinsesse Nathalie har også i en årrække været landstræner for det danske dressurlandshold – en stilling, som hun påtog sig, fordi hun mente, at den tidligere landstræner ikke bakkede ordentlig op om rytterne.
Efter nogle succesfulde år, hvor prinsessen blandt andet har haft en stor andel i, at dressurrytteren Cathrine Dufour er kommet op blandt verdenseliten, valgte hun dog i november at meddele, at hun stopper som landstræner.
Årsagen var, at Dansk Rideforbund lavede et nyt elite-setup, hvor landstrænerrollen fremover ville blive erstattet med et ekspertteam af anerkendte profiler, hvilket prinsessen ikke havde lyst til at være en del af.
Prisesse Nathalie er gift med Alexander Johannsmann, der kommer fra en tysk hesteavlerfamilie. De mødtes i 2006 og blev gift i 2010.
Parret bor i deres egen lejlighed på slottet i Berleburg, hvor også hendes mor og bror bor. På slottet har prinsessen også sine heste, som hun træner.