Efter seks afsnit af dokumentaren 'Prins Joachim fortæller' står danskerne tilbage med et nyt indtryk af prins Joachim – eller gør de?

Kongehuseksperter er ikke helt enige. Men de er enige i én ting. Prins Joachim har mange forcer, men han bliver aldrig som sin storebror, Kronprinsen. Og det er der flere grunde til.

Historiker og kongehusekspert Sebastian Olden-Jørgensen roser prins Joachim for hans gode speakerstemme og hans evner som vært i dokumentaren, hvor prins Joachim gennemgår danmarkshistorien sammen med sin egen families historie.

»Jeg synes, det går godt, for han rammer en meget god balance mellem at være tilgængelig og være sig selv på sin egen måske lidt formelle facon. Han gør det godt. Han forsøger ikke at være noget andet, end han er. Han forsøger ikke at være hyggelig og folkelig som sin bror. Han gør det på en meget autentisk måde. Han er imødekommende,« siger Olden-Jørgensen.

Lars Wolf yderst til venstre fik en ordentlig krammer af 'gode, gamle Frederik' i Warszawa. Og kronprinsen så ud til at være glad for at se sin veteranven igen.
Lars Wolf yderst til venstre fik en ordentlig krammer af 'gode, gamle Frederik' i Warszawa. Og kronprinsen så ud til at være glad for at se sin veteranven igen. Foto: Silla Bakalus
Vis mere

Han ser hele serien som en slags relancering af prins Joachim.

Og han mener, at det går ganske godt.

Og det er også godt, at prinsen ikke forsøger at kopiere storebrors stil.

»Frederiks folkelighed er en massiv succes, men han (Joachim, red.) forsøger at finde sin egen stil, og det synes jeg, han gør rigtig godt. Han virker ikke sur og distanceret, hvilket han nogle gange har været – men han prøver heller ikke at være leflende eller mere folkelig, end han er,« siger han.

Prins Joachim er kendt for at være mere stiv i det end sin storebror.
Prins Joachim er kendt for at være mere stiv i det end sin storebror. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Igennem serien har prins Joachim gennemgået emner som: loven, symboler, skolen, tro, grænser og demokrati.

Seerne har set prins Joachim tage selfies med Jellingestenen, handle i Netto, tale med nonner og en tidligere kriminel samt købe pølser i en pølsevogn.

Men selv om prins Joachim, der i serien konsekvent er dus med folk, fremstår mere folkelig, så lykkes det alligevel ikke at ryste det lidt stive image væk, mener kongehusekspert og forfatter Søren Jakobsen.

»Jeg synes ikke, det virker som stærkt imageforbedrende. Instruktøren har lavet et rigtig godt stykke arbejde, men Joachim er stadigvæk den samme Joachim, som han var før udsendelserne. Men det er en fin reklame for ham,« siger Søren Jakobsen.

Kronprins Frederik er lidt mere folkelig end sin lillebror, mener eksperter.
Kronprins Frederik er lidt mere folkelig end sin lillebror, mener eksperter. Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

Da kronprinsparret forleden var i Warszawa, opstod der en sjov situation.

Kronprinsparret skulle have taget et billede sammen, men blev pludselig omringet af nogle veterankammerater.

Krigsveteranerne gav Kronprinsen en gave, lagde armen om ham og kaldte ham 'gode, gamle Frederik'.

Og Kronprinsen gengældte krammene og stillede storsmilende op til billede.

Prins Joachim læser blandt andet nyhederne op på P4 i aftenens afsnit.
Prins Joachim læser blandt andet nyhederne op på P4 i aftenens afsnit. Foto: Nordisk Film Production A/S
Vis mere

Det er den folkelighed, som prins Joachim ikke har, forklarer Søren Jakobsen.

»Det viser jo forskellen. Der er Frederik meget mere nede på jorden og kan improvisere. Og der er han jo heller ikke så tilbagelænet og ophøjet, at han ikke kan give et kram. De to scener viser jo hele forskellen, for der bliver Joachims scene i Netto lidt kunstig,« siger han med henvisning til dokumentaren.

Han tilføjer:

»Og det bliver jo heller ikke folkeligt, fordi Joachim ser en ishockeykamp. Han er stiv i det. Det kan han ikke ryste af sig. Det hele bliver lidt påtaget – og det er forskellen på de to brødre.«