Det var ikke helt let for den unge prins Joachim, der var vokset op på de bonede gulve, da han som kun niårig fandt ud af, at det var blevet besluttet, at han skulle være landmand som voksen.

Det fortalte en ærlig prins Joachim i tredje afsnit af dokumentaren 'Prins Joachim fortæller', der blev sendt onsdag aften.

»Jeg var ganske lille, da jeg fandt ud af, at jeg skulle være landmand. Men jeg var ikke vokset op på en gård. Det var kun noget, jeg havde hørt om og set og besøgt. Så jeg var i den henseende ikke, som både du selv, din far og sikkert også din søn, flasket op med det.«

Sådan forklarede prins Joachim den lollandske bonde Henrik Engberg Nielsen, som han var ude at besøge i dokumentaren.

Bonden og prinsen fik en snak om det at være bonde. Prins Joachim fik allerede som ganske ung at vide, at han skulle arve Schackenborg, efter at det barnløse lensgrevepar Schack havde skænket det sønderjyske slot til ham.

Det er tidligere blevet antydet, at det ikke var helt let for prinsen. I dokumentaren tager prinsen bladet fra munden og fortæller om den svære gave:

»Det var en ny situation at tænke på. Den lette side af min ungdom var, at jeg vidste, hvad jeg skulle studere. Det er for mig en tid, jeg ikke vil gøre om – men jeg må så også bare erkende, at der kom en slutdato på det,« siger prinsen meget åbent i dokumentaren.

Selv om prins Joachim uddannede sig til landmand, blev han tilsyneladende aldrig helt dus med landmandslivet.

Prins Joachim var bare ni år, da han fik Schackenborg og dermed blev forudbestemt til en skæbne som landmand. Her ses han med sine forældre, da de var på besøg hos greveparret på Schackenborg.
Prins Joachim var bare ni år, da han fik Schackenborg og dermed blev forudbestemt til en skæbne som landmand. Her ses han med sine forældre, da de var på besøg hos greveparret på Schackenborg. Foto: Willy Lund
Vis mere

Slutdatoen kom i 2014, da prins Joachim kastede håndklædet i ringen efter i knap to årtier at have kæmpet for at etablere sig som landmand. Han solgte slottet til Schackenborg-fonden, der blev til ved hjælp af flere af Danmarks rigeste familier, og siden flyttede han, prinsesse Marie og deres to fælles børn, til en villa i Klampenborg.

I 2019 valgte prins Joachim og familien at flytte til Paris – i foreløbigt et år – hvor prinsen studerer på det prestigefyldte militærakademi École Militaire.

Sin nye tilværelse omtaler han kun kort:

»Og så står man der og skal selv finde på noget nyt at lave – og det er jeg så også begyndt på,« lyder det fra prinsen.

Da prins Joachim blev gift med prinsesse Alexandra, begyndte landmandslivet for alvor.
Da prins Joachim blev gift med prinsesse Alexandra, begyndte landmandslivet for alvor. Foto: CLAUS BJØRN LARSEN
Vis mere

Det var dog ikke var helt uden vemod, at han opgav det sønderjyske slot.

»Indtil for fem-seks år siden lå det da et eller andet sted, at der var en generation efter mig, der også skulle (fortsætte som landmand, red.). Det ændrede sig, og så er der noget nyt på tegnebrættet,« fortæller prinsen.

Onsdagens afsnit handler egentlig om skolens rolle i danmarkshistorien.

Ifølge historiker og kongehusekspert Sebastian Olden-Jørgensen er gennemgangen af skolens historie dog ikke imponerende.

Prins Joachim fik sig en snak med forfatter og læge Steffen Jacobsen.
Prins Joachim fik sig en snak med forfatter og læge Steffen Jacobsen. Foto: Nordisk Film Production A/S
Vis mere

»Jeg synes, at det historiske træder meget tilbage for det personlige. Overskriften er jo skolen, men den får vi ikke så meget at vide om. Det handler mere om arv og miljø og mønsterbrydere,« siger han.

Han hentyder blandt andet til en sekvens, hvor prinsen har en meget ærlig samtale med lægen og forfatteren Steffen Jacobsen, der selv har formået at bryde den sociale arv.

Sebastian Olden-Jørgensen roser til gengæld, at vi ser en helt anden og mere åben side af prins Joachim.

»Den personlige del af det er meget mere vellykket end det faglige. Det er jo ikke kun prins Joachim, vi hører. Der er en vis autenticitet i samtalerne. De andre får lov at være der. Det synes jeg er godt.«, siger han.

Schackenborg har dannet rammen om mange begivenheder i prins Joachims liv. For eksempel da han i 2008 blev gift med Marie Cavallier.
Schackenborg har dannet rammen om mange begivenheder i prins Joachims liv. For eksempel da han i 2008 blev gift med Marie Cavallier. Foto: Nils Meilvang
Vis mere

Også kongehusekspert og forfatter Søren Jakobsen er begejstret over den personlige side af prins Joachim, som vi får at se:

»Jeg forventede ikke en åbenhed på det plan, som han faktisk åbnede op. Det er en uset åbenhed, vi ser. Og en selverkendelse, der er meget klædelig. Der bliver trukket en linje – uden at Schackenborg og hans fiasko som landmand bliver nævnt med et ord – til der, hvor han er nu,« siger han og tilføjer:

»Han får tegnet et billede her af en anden prins Joachim, der er ved en korsvej i sit liv – og det kan der komme lidt godt ud af, for han kan godt slappe af og se almindelige mennesker i øjnene. Og det synes jeg lidt er nogle lag til det lidt mere arrogante image, han har skabt tidligere. Det her var spændende.«.

B.T. har flere gange forsøgt at få en kommentar fra prins Joachim til dokumentaren, men kongehuset er endnu ikke vendt tilbage med et svar.