Så lykkedes det endelig.

Grevinde Alexandra har scoret sit drømmejob i erhvervslivet. Hun er blevet såkaldt director for client programmes i den ikoniske danske designvirksomhed Bang & Olufsen.

En stilling, hvor Alexandra skal bruge sine opvækst i Asien, sine forbindelser og erfaring fra sit liv i Danmark som prinsesse til at promovere Bang & Olufsen og deres produkter, i første omgang primært i Asien.

Det er i hvert tilfælde det, virksomheden har oplyst i en pressemeddelelse, og Alexandra satte lidt flere ord på forleden, da Se & Hør fangede hende på vej ind på virksomhedens kontor i Lyngby til den første arbejdsdag.

Det er vist ingen hemmelighed, at Alexandra længe har været på jagt efter et 'rigtigt' job. Efter skilsmissen har Alexandra nemlig befundet sig i lidt af et limbo. Hun er ikke medlem af den royale familie i Danmark længere, men dog mor til to af Danmarks prinser, deraf grevindetitlen, og så har hun frasagt sig sin årlige apanage på 2.6 mio. kr. fra juli i år, hvor hendes yngste søn Felix fylder 18 år.

Så man må gå ud fra, at der snart skal nogle flere penge i kassen, og det kommer der så fra nu af, hvor grevinden er blevet en del af B&O-holdet.

Rent kommunikationsmæssigt er det både et smart og klogt træk af Alexandra at styrke sit brand ved at tage et seriøst job i en kendt dansk virksomhed. Der er altid respekt for folk, der tager arbejde og bidrager til både egen forsørgelse og statskassen.

I forvejen sidder Alexandra i bestyrelsen for den schweiziske medicinalvirksomhed Ferring Pharmaceuticals. Og det, at hun nu tager erhvervskarrieren et skridt videre med et rigtigt job i en virksomhed, stiller hende ikke ringere, når det gælder muligheden for at få flere bestyrelsesposter.

Men hvad med den virksomhed, der har fået en grevinde på lønningslisten, hvad får de ud af samarbejdet?

Umiddelbart også en brandingfordel. Uden at vide hvad det helt konkret er, Alexandra skal lave for B&O, lyder det som en form for ambassadørarbejde over for radio- og tv-virksomhedens samarbejdspartnere og kunder. Man kan lidt kontant sige, at B&O kommer til at 'nasse på' Alexandras asiatiske baggrund og hendes tætte forhold til det danske kongehus.

Og det giver god mening, især når man ved, at virksomhedens brandværdi har været i frit fald igennem de sidste år. Regnskaberne har blødt i flere år. Man har gang på gang nedjusteret forventningerne til resultatet, og sidste regnskabsår bød på en omsætningsnedgang på hele 30 procent og et underskud på 60 mio. kr.

Senest er man ude i en aktieemission, hvor man vil forsøge at skaffe 400 mio kr. som skal få B&O igennem corona-krisen, der i den grad har været hård ved salget af virksomhedens produkter.

Så umiddelbart virker det som en god strategi at sende grevinde Alexandra til Asien for at promovere B&O. Men jeg håber ikke, at det er det eneste, virksomheden sætter i værk. Det handler i den grad om at have nogle produkter på hylden, som markedet vil have, og det har man i den grad manglet. Tidligere tiders hæderkronede B&O-design har slet ikke samme værdi.

Da jeg var ung, var min hedeste drøm at få et godt job og tjene så mange penge, at jeg kunne få råd til at købe et lækkert og stilrent B&O-tv og -stereoanlæg. I dag er alt, hvad jeg har, min pc, min mobil, en fed højtaler og et par billige fladskærme. Det kan godt være, at jeg ikke har sans for B&O's flotte design, men så er jeg i hvert tilfælde ikke den eneste.

Så jeg krydser fingre for grevindens mission og håber, hun får langet en masse produkter over disken. Synes dog, man skulle have undgået udpenslingen af hendes arbejdstider. Det lyder altså ikke særligt seriøst at hun skal varetage et så vigtigt job, der skal kommunikeres ud i form af en pressemeddelelse, på deltid.

Hvis jeg var kommunikationschef i B&O ville jeg have undladt den detalje.