Nogle siger, at det er i krise og modgang, at kongehuset skal vise sit værd. Og under de fem forbandede besættelsesår var kong Christian X i den grad samlingspunkt for befolkningen. Kongen donerede penge til modstandsbevægelsen, og hver dag red han en tur i København uden livvagter for at indgyde befolkningen mod og tryghed.

Men hvordan står det til med kongehusets tilstedeværelse under coronakrisen? Kongehusets rolle er svær. De må endelig ikke overgøre deres rolle i en tid, hvor alt lukker ned, og folk bliver hjemme, men de skal heller ikke bure sig inde og forsvinde helt.

Kongehusets strategi har været en klar tilstedeværelse på sociale medier kombineret med intensiv tv-dækning af dronningens 80-års fødselsdag. Og det har virket. Danskerne kvitterede med cirka 13.000 digitale lykønskninger og gaver. Stor succes og en fin demonstration af coronakrisens slogan: 'Sammen på afstand'.

Men det er helt klart kongehusets tilstedeværelse på de sociale medier Facebook og Instagram, der er nøglen til succes.

Sjove og private fotos, som mange af os kunne identificere os med. Kronprinsen er nøjagtig ligesom os andre

Især kronprinsparret har skabt positiv opmærksomhed her i krisen, hvilket både øger interessen og respekten for dem og deres funktion. Med relativt enkle kommunikationsgreb formår de at støtte danskerne i en svær tid og samtidig vise, at vi alle er i samme båd. Der har været fotos af kronprinsens hår, før og efter det blev muligt at gå til frisør. Sjove og private fotos, som mange af os kunne identificere os med. Kronprinsen er nøjagtig ligesom os andre.

Kronprinsessen har også skrevet til Phillip Faber og, på lige fod med alle mulige andre danskere, ønsket en sang til det populære fredagsprogram 'Fællessang'. Selvfølgelig en sang, der passede til hendes rolle som protektor, nemlig 'Solen er så rød, mor'.

I sidste uge fik vi også et billede af kronprinsparrets fødder i hyggesko, mageligt henslængt i en sofa, hvorfra de var i fuld gang med at se en streamet udgave af Det Kongelige Teaters opsætning 'Højskolesangbogen'. Opslaget gik amok på de sociale medier og har indtil nu høstet næsten 70.000 likes og over 1.000 kommentarer på Facebook og Instagram.

Hvis man er vild med de kongelige – og det er rigtig mange danskere – så var det intet mindre end genial kommunikation. Parret lukkede os ind i det allermest private og viste, at de er nøjagtig ligesom alle os andre her i coronatiden: isolerede derhjemme uden behov for diademer og stilrent designertøj.

Men kronprinsparret er ikke som alle os andre og skal heller ikke være det. Så når de fortæller os, at de ser en digital opsætning fra Det Kongelige Teater, så opfatter vi det også som en opfordring til at støtte kulturen, og det positionerer dem dermed som sympatiske ambassadører for dansk kulturarv. Det er lige præcis også det, vi forventer af kongehuset.

Ud over de mange likes og positive kommentarer kunne Det Kongelige Teater oven i hatten notere en firedobling i antallet af streaminger. Et helt konkret bevis på, at kongehuset leverer varen.

Man kunne fristes til at sammenligne kronprinsparrets kommunikation med kulturministeren, Joy Mogensens. Hun er slet ikke lykkedes med at inkludere kulturen i sin kommunikation på sociale medier. Hvorfor aner jeg ikke. Det ville ikke være svært for hende at lægge nogle fotos op fra digitale kulturoplevelser hjemmefra.

Men det er åbenbart ikke noget, ministeren har prioriteret – i modsætning til kronprinsparret.

Kronprinsparret har blandt andet delt et billede fra sofaen, mens de så digitalt teater.
Kronprinsparret har blandt andet delt et billede fra sofaen, mens de så digitalt teater. Ida Marie Odgaard