I de sidste uger har det været småt med nyheder om den royale familie i Danmark, hvor covid-19 og det dårlige sommervejr har fyldt medierne.

Men i den forgangne uge fyldte prins Felix, prins Joachim og grevinde Alexandras yngste søn, 18 år.

Og i kølvandet på den begivenhed skal hans mor, grevinde Alexandra, i en alder af 56 år nu til at 'stå på egne ben' økonomisk, idet hun i 2017 valgte at frasige sig sin årlige apanage på 2,6 millioner kroner, når det yngste af hendes børn fylder 18 år. Den dag er nu kommet.

Fremover ryger der ikke længere mere end 200.000 kroner skattefrit ind på grevindens konto hver måned.

Det er første gang, at en person fra det danske kongehus selv vælger at frasige sig sin årlige apanage, og det har helt klart givet grevinden noget goodwill og højnet hendes brandværdi.

Mange kongehusfans har givet udtryk for, at det er modigt gjort, og at grevinden fremstår som en selvstændig og handlekraftig, moderne kvinde.

I maj i år offentliggjorde virksomheden Bang & Olufsen da også, at den havde ansat grevinde Alexandra i en nyoprettet stilling som director for Client Programmes, hvor hun skal tiltrække velhavende kunder til den skrantende virksomhed.

Grevinden har også selv kommenteret på sin nye status og kaldt sig 'working girl' i flere medier. Men hvis hun havde spurgt mig til råds som kommunikationsrådgiver, ville jeg nok have bedt hende om at stikke piben lidt ind og være en smule mere ydmyg, når det kommer til at beskrive sin egen situation.

Grevinden forklarer blandt andet, at hun føler, det er som et tæppe, der er blevet revet væk under hende, at ringen er sluttet – hun er tilbage i erhvervslivet, hvor hun startede for mange år siden i Hongkong. Hun er blot rigere på erfaring.

Hmmm. Det er i min optik en noget tillempet version af sandheden og en version, der primært tjener til at repositionere grevinden som en hårdtarbejdende karrierekvinde frem for en kvinde, der har levet særdeles godt af både skatteydernes penge og de penge, hun selv har tjent på hussalg, popsange, foredrag og salg af bøger.

Jeg kan sagtens forstå, hvorfor grevinden har behov for at iscenesætte sig selv som en travl erhvervskvinde frem for en kvinde, der lader sig forsørge af den danske stat samt børnepenge fra eksmanden. Det giver maks. point på imageværdien.

Men, for det første er den noget dramatiske sammenligning med tæppet noget overdrevet. Beslutningen om at frasige sig apanagen blev taget i 2017, så hun har altså haft tre år til at forberede sig på sin nye situation.

For det andet, så glemmer Alexandra at nævne, at hun kun har frasagt sig apanagen, mens hun er erhvervsaktiv, altså ikke for resten af livet.

De fleste, der kender til denne 'kattelem', går ud fra, at hun vil genoptage apanagen, når hun går på pension. Og det kan jo ret beset være om fem år, så vildere er hendes beslutning altså heller ikke.

Og ret beset så var grevindens beslutning om at forsørge sig selv i en årrække ikke en beslutning, hun tog, fordi hun virkelig gerne ville have en erhvervskarriere. Beslutningen kom efter lang tids ballade i både Folketinget og blandt danskerne.

Der var simpelthen et flertal af danskere, der mente, at nu måtte det være nok med at understøtte et tidligere medlem af kongehuset.

Grevinden var blevet skilt fra prins Joachim helt tilbage i 2004, og mange havde det stramt med at betale apanage til en kvinde, der havde giftet sig med en ny mand og dermed distancerede sig endnu mere fra kongehuset.

Det spillede ganske givet også en rolle for danskerne, at Alexandra har modtaget væsentligt flere penge i apanage end Kronprinsessen, som må nøjes med et beløb, der svarer til 10 procent af Kronprinsens apanage, væsentlig mindre end grevindens 2,6 millioner.

Hvis grevinden gerne vil bevare sin popularitet og ikke mindst sin værdi for erhvervslivet, vil det gavne hende at skrue lidt ned for charmen, og hendes romantiseren over sin nye titel 'working girl', som hun lidt kækt kalder det, lyder også en kende hul.

Der er i hvert tilfælde ikke mange af os andre 'working girls', der kan trække stikket, når det gælder arbejde, og læne os tilbage og indkassere minimum 2,6 millioner om året i 'pension', til vi stiller træskoene.