En dansk prins, en festkonge og en dømt kriminel.

Det ville være en tilsnigelse at sige, at grevinde Alexandra falder for en bestemt type mænd. Og hendes følelser for dem – ja, de er mindst lige så forskellige.

Mens hun kalder brylluppet med den ene for sit livs største øjeblik, kan hun nærmest ikke få den andens navn over sine læber. Den tredje blev hastigt gemt væk, og den fjerde – det må vi vente at se.

Onsdag fik B.T. nemlig bekræftet, at grevinde Alexandra igen har fundet kærligheden i den 51-årige danske iværksætter Nicolai Peitersen, som hun har set i et stykke tid, og hvis virksomhed, Wikifactory, hun investerede i i februar.

Men spørger man B.T.s royale korrespondent, Jacob Heinel Jensen, så skal vi ikke forvente at høre bryllupsklokkerne slå igen. Grevinde Alexandra er nemlig blevet både klogere og ældre, siden hun i 1995 giftede sig med prins Joachim og blev prinsesse af Danmark.

Prins Joachim

Der er da også noget at leve op til. Da grevinde Alexandra sidste år af Se og Hør blev spurgt til det største øjeblik i hendes 25 år i Danmark, svarede hun:

»Ud over at blive mor var det ubetinget mit bryllup med prins Joachim.«

Grevinde Alexandra har aldrig haft behov for at sværte sin eksmand til. Og hvis deres venskabelige forhold kun er til ære for deres to voksne sønner, så skjuler de det godt.

Prins Joachim og grevinde Alexandra ved deres bryllup i 1995.
Prins Joachim og grevinde Alexandra ved deres bryllup i 1995. Foto: JENS NØRGAARD LARSEN
Vis mere

Så hvorfor de gik fra hinanden efter ni ås ægteskab, kan man kun gisne om.

»De har ikke selv udtalt sig om skilsmissen. Men i starten var det helt klart Alexandra, der fik befolkningens sympati, fordi der fandtes alle de her billeder af Joachim på værthuse omringet af øl og blondiner. Men jeg tror bare ikke, de var gode til at være gift, og de var et sted i deres liv, hvor de ville forskellige ting. Og det fornemmer man jo også, når Alexandra taler om sin eksmand,« siger Jacob Heinel Jensen.

Til Alt for damerne udtalte grevinde Alexandra i 2018, at 'en lykkelig skilsmisse er meget bedre end et dårligt ægteskab'. Så når det nu ikke kunne blive til et lykkeligt ægteskab, valgte hun det næstbedste.

»Jeg er ikke i tvivl om, at det har givet Nikolai og Felix et fantastisk fundament, at vi er gode venner. Men vi er ikke gode venner, fordi vi skal være det for vores børns skyld. Det er bare blevet sådan. Jeg tror ikke, at man kan sige til hinanden, vi skal være gode venner, fordi vi har to børn sammen. Så enkelt er det ikke.«

Grevinde Alexandra var med, da prins Joachim og prinsesse Marie var værter ved prins Felix' 18-års fødselsdag på Château de Cayx i Frankrig 22. juli 2020.
Grevinde Alexandra var med, da prins Joachim og prinsesse Marie var værter ved prins Felix' 18-års fødselsdag på Château de Cayx i Frankrig 22. juli 2020. Foto: Kongehuset
Vis mere

Martin Jørgensen

Så varme var ordene ikke, da grevinde Alexandra blev skilt for anden gang. Tværtimod.

I 2007 blev grevinden gift med lydmanden Martin Jørgensen, hvis fars produktionsfirma, JJ Film, havde produceret flere programmer om Kongehuset.

»Jeg tror, Alexandra blev fascineret af Martin. Han var meget ung, men han var samtidig en levemand. Han holdt middagsselskaber, hvor han var i centrum med store armbevægelser, drinks og shots. Og jeg tror, Alexandra dengang blev tiltrukket af hans selvsikkerhed,« vurderer Jacob Heinel Jensen.

Men i 2015 sluttede festen.

Grevinde Alexandra med sin daværende mand, Martin Jørgensen, i 2015.
Grevinde Alexandra med sin daværende mand, Martin Jørgensen, i 2015. Foto: Henning Bagger
Vis mere

»Vi har ikke de samme værdier længere, og jeg kunne ikke se os have en fremtid sammen,« fortalte grevinden dengang til Ritzau.

Hvor skilsmissen fra prins Joachim startede med en separation, så gik grevinde Alexandra og Martin Jørgensen direkte på nettet for at bryde ægteskabet, bekræftede hun efterfølgende til B.T.

»Ja. Og hvis der er en særlig grund til det, så går det hurtigt,« fortalte hun om den manøvre.

Det er ikke til at sige, hvad den 'særlige grund' er. For modsat sin første eksmand, som grevinde Alexandra omtaler i pæne vendinger, taler hun sjældent om den anden. Men ifølge B.T.s royale korrespondent er der igen tvivl om, at Martin Jørgensen 'levede et dobbeltliv'.

Således kunne Se og Hør i 2019 afsløre, at han under ægteskabet havde fuppet grevinde Alexandra for et betydeligt millionbeløb, som et gældsbrev nu skal sikre, at han ville komme til at afdrage, hvis han skulle komme til penge. Herudover har ugebladet beskrevet, hvordan Martin Jørgensen og den tidligere 'X Factor'-vært Eva Harlou, som han fandt sammen med efter skilsmissen, allerede havde set noget til hinanden under ægteskabet.

Tony Lindkold

Først i 2019 kunne grevinde Alexandra igen fortælle, at hun havde fundet kærligheden. I den tidligere PET-mand Tony Lindkold.

Men også han viste sig at have levet et dobbeltliv. Få måneder senere kom det nemlig frem, at han havde en tidligere dom på et års betinget fængsel for at have solgt kopier af dyre designermøbler. En dom, som grevinde Alexandra angivelig var uvidende om. Derfor gik også dette forhold i stykker.

Nicolai Peitersen

Ifølge B.T.s royale korrespondent kan Kongehuset ikke diktere, hvem den tidligere prinsesse skal have et forhold til. Da hendes yngste søn, prins Felix, fyldte 18 år og blev myndig, frasagde hun sig apanagen og meldte sig således endeligt ud af Kongehuset.

Men det betyder ikke, at hun kan date hvem som helst, hvis hun fortsat vil bevare det gode forhold til sine sønners familie, fortæller Jacob Heinel Jensen.

Der hersker nemlig en uskreven regel om, at Kongehuset ikke kan have omgang med kriminelle. Det så man blandt andet, da jetsetdronningen Rigmor Zobel røg ud i kulden, da hun fik en dom for besiddelse af narkotika, og da prins Henriks tidligere så nære ven Christian Kjær blev dømt for at have påkørt en trafikofficial ved et cykelløb.

»Men det uheldige ved Tony Lindkold var, at han er tidligere PET-agent, så man skulle have troet, han var det bedste eksempel på en mand,« siger Jacob Heinel Jensen, der derfor heller ikke kan afvise, at grevinde Alexandra igen har kastet sin kærlighed på en skidt karl.

Indtil videre er der dog absolut intet, der tyder på det.

Nicolai Peitersen danner nu par med grevinde Alexandra.
Nicolai Peitersen danner nu par med grevinde Alexandra. Foto: Mathias Svold
Vis mere

Når Jacob Heinel Jensen taler med mennesker med kendskab til den 51-årige danske iværksætter Nicolai Peitersen, går ordene 'en ordentlig fyr' nemlig igen.

»Han står som modsætning til hendes tidligere forhold. En introvert type med en fod i forretningslivet i både Asien og Danmark. Præcis ligesom hun selv gerne vil have det,« siger han om grevinde Alexandra, der arbejder som director of client i Bang & Olufsen i Lyngby, hvor hun varetager kontakten til det asiatiske marked.

Herudover har hun bestyrelsesposter i medicinalvirksomheden Unumeds og i schweiziske Ferring Pharmaceuticals.

»Jeg tror ikke, hun bliver tiltrukket af store armbevægelser længere. Hun har også gjort det klart, at hun ikke nødvendigvis går og leder efter den eneste ene. Hun har det godt i sin nuværende position, hvor hun er mor til prinserne, men ellers fokuserer på sig selv og sin karriere. Hun er ved at sælge huset i Charlottenlund og har købt en lejlighed i Klerkegade i indre København. Fremtidens Alexandra er erhvervskvinde. Og jeg tror ikke, vi skal forvente, hun bliver gift igen.«