»Det er bondefangeri og et scam, hvor de udelukkende er ude på at lokke folk ind i noget, som de ikke kan komme ud af igen.«

Marianne Jensen er ikke i tvivl, når hun skal sætte ord på den oplevelse, hun har haft med datingsitet C-date.dk, der har 36 millioner brugere på verdensplan.

For selvom hun rent faktisk endte med at finde kærligheden via det populære datingsite, så står hun og kæresten Søren Fauerby alligevel tilbage med en følelse af, at de er blevet snydt godt og grundigt.

Vi skruer tiden tilbage.

I juli sidste år oprettede Marianne Jensen profil på C-date.dk, efter hun havde været i et ægteskab i 18 år.

»Jeg ville egentlig bare prøve det af ren nysgerrighed. Jeg har aldrig prøvet sådan nogle datingsider før, men så faldt jeg over C-date.dk,« fortæller hun.

Og det første bekendtskab viste sig at være godt. Inden længe tikkede der nemlig en besked ind i hendes indbakke. Beskeden var fra Søren Fauerby, og da de to forholdsvis hurtigt fik dannet en god relation, rykkede de deres kommunikation et andet sted hen.

»Så jeg slettede min profil igen. Det var ikke noget problem for mig, fordi jeg er kvinde,« fortæller hun videre.

De forskellige typer medlemsskab på C-date.dk.
De forskellige typer medlemsskab på C-date.dk. Screenshot

C-date.dk er nemlig indrettet sådan, at kvinder kvit og frit kan skrive til dem, de vil, mens det for mænd koster penge, hvis man vil i kontakt med andre. Et abonnement på tre måneders medlemskab koster 359 kroner om måneden, mens det kan erhverves for 179 kroner om måneden, hvis man binder sig i 12 måneder.

Og det er så her, at problemet opstår. For mens Marianne Jensen blot kunne opsige sit medlemskab uden videre, så var det noget mere besværligt for hendes nye kæreste, Søren Fauerby.

»Han vil melde sig ud og opsige sit abonnement. Han forsøger at skrive til kundeservice, men det nytter ikke noget, og så vil de have, at man melde sig ud ved at sende en fax,« siger Marianne Jensen.

»Men uanset hvad vi gør, så sker der ikke noget. De nægter at godtage opsigelsen, og vi ender med at må lukke den konto, hvorfra de trækker pengene. Det har betydet, at vi nu er registreret i RKI« lyder det videre.

Marianne og Søren.
Marianne og Søren.

Parret anslår, at C-date.dk har trukket i omegnen af 1.200 kroner fra dem, inden de lukkede kontoen.

Og de er tilsyneladende ikke de eneste, der har haft den oplevelse med datingsitet. Kigger man på vurderingssiden Trustpilot, kan adskillige brugere berette om, at det stort set er umuligt for mænd at opsige deres abonnement hos C-date.dk.

En bruger skriver eksempelvis:

»Jeg har nu bedt jer at opsige mit abonnement fra dagens dato, men I har ikke svaret mig endnu, selvom der står, I er 24/7 til rådighed. I har sendt rykkere til mig, selvom jeg har sagt mit medlemskab op, og nu har I registreret mig i RKI.«

Af de 133 anmeldelser, som C-date.dk har fået på Trustpilot, har 87 procent markeret hjemmesiden som »dårlig«.

Derfor opfordrer Marianne Jensen og Søren Fauerby også andre folk til at holde sig langt væk fra C-date.dk.

»Bliv væk, det er for mænd stort set umuligt at melde sig ud.«

Selvom der er tale om en dansk hjemmeside, så er C-date.dk registreret på en adresse i Luxembourg. B.T. har forsøgt at komme i kontakt med holdet bag datingsitet, men det er ikke lykkedes.

Der kommer heller ikke svar, når man skriver til den mail, der er opgivet som pressemail.