I et eksklusivt interview med BT fortæller grevinde Alexandra nu for første gang om sin skilsmisse. Dette er historien om en mand, hvis værdier hun ikke længere kunne forlige sig med, og om en kvinde, der fik nok, samt en skilsmisse, der skulle gå meget hurtigt.

Det er sensommer 2015. Bladene hænger mørkegrønne og tunge på træerne, og de sidste sommerblomster anstrenger sig for at stråle om kap med solen.

Om aftenen på en lille terrasse til en stor, hvid villa i millionklassen på Svanemøllevej i Københavns velhaverkvarter sidder en spinkel kvinde indsvøbt i tæpper. Tavst stirrer hun ud i haven, mens hun nærmest suger naturens livgivende energi til sig. Langsomt, men sikkert som i et puslespil, falder brikkerne på plads inde i hendes hoved. Grevinde Alexandra har truffet sin beslutning. Nu ved hun, hvordan hendes fremtidige liv skal forme sig.

LOG IND PÅ BT PLUS og få her Alexandras egne ord om:

  • Skilsmissen
  • Børnene
  • To prinser
  • Hendes comeback
  • Veninden
  • Oasis Club
  • Pengene
  • Danmark
  • Facebook

Du får desuden eksmanden Martin Jørgensens kommentar på Alexandras version af skilsmissen og deres liv sammen.


I et eksklusivt interview med BT fortæller grevinde Alexandra nu for første gang om sin skilsmisse. Dette er historien om en mand, hvis værdier hun ikke længere kunne forlige sig med, og om en kvinde, der fik nok, samt en skilsmisse, der skulle gå meget hurtigt.

Det er sensommer 2015. Bladene hænger mørkegrønne og tunge på træerne, og de sidste sommerblomster anstrenger sig for at stråle om kap med solen.

Om aftenen på en lille terrasse til en stor, hvid villa i millionklassen på Svanemøllevej i Københavns velhaverkvarter sidder en spinkel kvinde indsvøbt i tæpper. Tavst stirrer hun ud i haven, mens hun nærmest suger naturens livgivende energi til sig. Langsomt, men sikkert som i et puslespil, falder brikkerne på plads inde i hendes hoved. Grevinde Alexandra har truffet sin beslutning. Nu ved hun, hvordan hendes fremtidige liv skal forme sig.

Seancen på terrassen ligger i dag otte måneder tilbage i tiden.

Grevinde Alexandras beslutning sendte dengang chokbølger gennem landet. For beslutningen, og det var hendes alene, var at lade sig skille fra sin anden ægtemand, fotografen Martin Jørgensen. Det blev annonceret for en offentlighed, der stadig følger Alexandra og hendes børns liv med stor interesse, i en kortfattet pressemeddelelse. Især formuleringen: ’Vi har ikke de samme værdier længere, og jeg kunne ikke se os have en fremtid sammen,’ vakte opsigt.

Ugen efter annoncerede X Factor-værten Eva Harlou og musikproduceren Thomas Troelsen også deres skilsmisse. Timingen var ikke tilfældig.

Kort efter dukkede der billeder op af Eva Harlou og Martin Jørgensen sammen, hvor de ankom til fest, til premiere eller gik i byen sammen.

Imens var det en tyndere og tavs, men tappert smilende Alexandra, som tæt omgivet af sønnerne passede sine protektioner.

Sikker i min beslutning

For første gang fortæller grevinde Alexandra i et eksklusivt interview til BT om skilsmissen. Men også om, hvordan hun kom igennem den hårde tid, der fulgte i kølvandet.

»Jeg var hurtig og sikker i min beslutning. Jeg har ikke vaklet. Da den var truffet, var jeg klar til at komme videre,« siger hun.

BT møder grevinde Alexandra til en kop kaffe, koldt vand, frugt og brød i den solskinsfyldte Hellerup Klubben nord for København.

Her har grevinden indvilliget i at fortælle BT om tumulten i forbindelse med skilsmissen og om sine planer for fremtiden. Hun beder også om, at vi i interviewet ikke opretholder det formelle Des, men i stedet er dus.

Da Alexandra og Martin Jørgensen blev gift på en frostklar dag i marts i 2007, tegnede alt lyst og lykkeligt. Sammen med Alexandra tog han sig af de to små prinser. Ægteskabet strålede af familieharmoni. Også selvom den 14 år yngre ægtefælles festgen med fest, farver og store armbevægelser i det københavnske natteliv efterhånden tog mere og mere til.

Han var en anden

Langsomt borede en lille orm sig ind i Alexandras sind. For selv om hun stolede fuldt og fast på sin mand, kendte hun ham så egentlig? Ham, som hun opgav sin prinsessetitel og skattefrie goder for? Ham, hun offentligt havde kaldt sin soulmate. Sit livs kærlighed.

Den 8. september 2015 kom bruddet. På Alexandras opfordring blev de skilt. Hun kunne ikke genkende hans værdier længere.

Det er måneder siden, grevinde Alexandra sidst stod ansigt til ansigt med sin eks-mand. Der har heller ikke været nogen form for direkte kommunikation mellem dem siden bruddet. Og på spørgsmålet om, hvordan deres forhold i dag er, lyder det prompte:

»Der er ikke noget forhold,« siger hun og bekræfter, at de to ikke længere taler sammen.

Du har hyret en skrap advokat?

»Ja, det er til skilsmissen. Jeg er blevet skilt fra den mand.«

Er du blevet skilt?

»Det blev jeg i en fart. Jeg skulle jo videre med mit liv.«

Blev du skilt på nettet?

»Ja. Og hvis der er en særlig grund til det, så går det hurtigt,« siger Alexandra og lægger ikke skjul på, at hun er glad for, at skilsmissen kom så hurtigt igennem. Og at hun ikke tvivlede på sin beslutning.

Hvordan var det at se billeder af Martin Jørgensen sammen med Eva Harlou kort efter bruddet?

»Jeg gider ikke at bruge tid på det. Jeg vil hellere være alene end være i det, der var. Det er det eneste rigtige,« siger hun.

Kender ikke hans venner

Har du stadig kontakt til hans venner?

»Jeg ved egentlig ikke, hvem hans venner rigtigt er. Jeg synes ikke, jeg har mødt mange af dem.«

Hvad mente du med: Vores værdier blev for forskellige?

»Når de grundværdier, man selv har, ikke afspejler sig i det andet menneske, hvordan kan man så overhovedet se en fremtid med det? Slet ikke. Der var ikke noget at bygge videre på,«

Det må være kommet stille og roligt?

Alexandra tænker lidt og tager så en dyb indånding: »Meget i underbevidstheden. Faktisk er jeg et godtroende menneske. Jeg stoler på, at når ting bliver sagt, er det sandt. Men når andet bliver bevist, er der ikke andet at gøre end at rydde op, komme videre og ikke have de ting i sit liv, man ikke kan associere sig med.«

Artiklen fortsætter under billedet

Alexandra Christina grevinde af Frederiksborg . Fotograferet på Hellerup Parkhotel i Hellerup. Vis mere

Du er meget konsekvent?

»Når der er no way back, så er der kun one way. On without, siger hun og gør en bevægelse med venstre arm, som kaster hun noget bort. Værdier er så vigtige for mig. Det tror jeg, de er for de fleste af os. Sådan nogle mennesker vil jeg gerne være sammen med.«

Man troede jo ellers, at du havde fundet lykken, da du giftede dig igen?

»Ja,«kommer det i et frisk tonefald fra Alexandra. »Det troede jeg også. Så kan man blive overrasket eller chokeret. Men det viste sig, at det ikke var mit livs lykke. Mit livs kærlighed. Jeg vil hellere være alene nu,« siger hun og læner sig afslappet tilbage i sofaen.

Den 51-årige singlemor er kommet videre efter de turbulente måneder, der begyndte i sensommeren. Det eneste, der vidner om skilsmissen, er venstre hånds ringfinger. Den er bar og bærer ikke længere spor efter den vielsesring, som har siddet på den i otte et halvt år.

En hård tid

Men selv om hun er kommet videre, medgiver hun, at det har været en hård tid, hvor hun viklet ind i tæpper har siddet på sin lille terrasse i mange timer og overvejet, hvordan hun skulle gribe sit fremtidige liv an. Men heldigvis var hun ikke alene.

»Jeg har nogle fantastiske venner og et enestående netværk. Når man går igennem en krise, er det meget livsbekræftende at se, at ens vennekreds er fuldstændig intakt,« siger hun med et stort smil og fortæller, at måden, hun også tacklede krisen på, var ved at tænke sit liv igennem og stille sig selv de store, filosofiske spørgsmål: Hvor skal jeg hen? Hvad skal jeg gøre? Er jeg på den rigtige vej? Er jeg det bedste menneske, jeg kan være.

»Der findes en god engelsk sætning: The winds of change are afoot. Det betyder, at tingene ændrer sig. Man kan ikke standse dem. Så kom vinteren, og jeg tændte stearinlys, der hvor jeg sad. Og så sneen falde. Det var også magisk. Lydene fra gaden er anderledes, når sneen falder. Og stjernehimlen og månen. Jeg blev mindet om, at livet er skønt. Der er ikke sket noget værre. Jeg er stærkere. Jeg er helt klart gladere, hvor jeg er nu,« siger hun.

Hun lægger ikke skjul på, at selvom det har været en barsk tid, der har krævet meget selvransagelse på terrassen, så nyder hun i dag at stå alene og på egne ben.

Artiklen fortsætter under billedet

»Nogle gange er det en større krise eller situation i ens liv… Alexandra holder en lille tænkepause, inden hun fortsætter: Der sørger for, at man bliver nødt til at kigge ting an. Og gøre noget ved dem. Nu tager jeg de rigtige beslutninger, som jeg ikke først skal lufte med nogen, som muligvis skubber mig i den forkerte retning. Jeg tager de rigtige beslutninger nu både for mig selv og mine børn,« lyder det i et afgørende tonefald.

Tumulten, som Alexandra selv omtaler tiden i, omkring og efter skilsmissen, har også gjort, at hun i dag kender sig selv bedre. Den 51-årige kvinde, som i dag møder omverdenen, troede ellers, hun kendte sig selv godt. Men når hun i dag ser tilbage, har der været situationer, hvor hun har svært ved at genkende sig selv.

Betyder det, at du ikke har kunnet lide den person, du har set i dig selv før?

Hans egne problemer

»Der har været nogle situationer, hvor jeg ikke har genkendt mig selv. Hvor jeg i dag tænker, at sådan ville jeg ikke have reageret nu. Men når man står alene med det store ansvar, er det meget sundt, at man ikke skal spørge andre.«

Siden bruddet har både hun og eksmanden jævnligt fyldt overskrifterne. Men hvor hun ikke har været indblandet i skandaler, har Martin Jørgensen stået for flere overskrifter om gæld og spirituskørsel. For nylig kom det frem, at han var blevet taget for spirituskørsel og er blevet hevet i fogedretten, fordi han ikke var i stand til at betale en gæld på 800.000 kroner for den store firehjulstrukne Mercedes, som han kører rundt i.

Og den detroniserede 38-årige fotograf skal ikke forvente at få nogen medfølelse fra sin tidligere hustru.

»De problemer, man selv har skabt, må man selv ordne og tage ansvar for. Heldigvis har jeg ikke noget med manden at gøre,« lyder det fast og signalerer, hvor langt Alexandra i dag er fra sin mand gennem otte et halvt år.

Så du elsker ham ikke mere?

»Nej. Nej, det gør jeg ikke. Jeg er kommet så meget videre. Der er en ægte kærlighed derude til mig,« lyder det forventningsfuldt fra Alexandra.

Artiklen fortsætter under billedet

Alexandra med sønnerne Prins Nikolai og Prins Felix. Vis mere

Børnene

Der er kommet en stærk treenighed i den store, hvide villa på Svanemøllevej 15, efter grevinde Alexandra blev skilt fra sin 14 år yngre ægtemand Martin Jørgensen.

Prins Nikolai og prins Felix var små drenge, da Martin Jørgensen i 2007 giftede sig med deres mor og blev en aktiv del af deres liv. De to prinser har aldrig skjult, hvor glade de var for deres mors nye mand, som har været en stor del af deres barndomsliv. Blandt andet var Martin Jørgensen sammen med prins Joachim og grevinde Alexandra med til at følge prins Felix i skole på hans første skoledag. Ligesom bonusfaderen ofte bragte drengene til Krebs’ Skole.

Derfor har skilsmissen mellem grevinde Alexandra og Martin Jørgensen også været svær for de to prinser, der i dag er henholdsvis 16 og 13 år.

»En skilsmisse er hård for børn. For det er ikke dem, der har hovedrollerne. Og desværre bliver de inddraget. Men jeg har virkelig prøvet at gøre det bedste for dem,« siger Alexandra.

Børnene inddrages

For i modsætning til grevindens første skilsmisse fra prins Joachim, hvor de to prinser var små og ikke helt forstod, hvad der skete, vidste de det denne gang. Og ikke mindst hvad der skulle ske i deres hjem.

»Hvis man helt fra begyndelsen er bundærlig over for sine børn, kan man sige nogle ting, mens andre ting skal pakkes lidt ind i vat, en 16-årig er jo næsten voksen. Men de voksede med opgaven i takt med, at jeg har behandlet dem som individer, der kan tåle at høre en nyhed, der ikke er så fed,« fortæller grevinden.

Du sagde, at børnene desværre blev inddraget i skilsmissen. Var det dig selv, eller. . .?

»Man kan ikke undgå, at de bliver inddraget. Lige pludselig går man fra at være to til at være en. Men drengene og jeg har været gode til at finde styrken i en hård periode. Hvis man kan finde styrke der, er man godt klædt på til at kunne tackle mange ting,« fortæller grevinden og afslører, at hun ikke har skjult overfor sine drenge, at det har været hårdt.

»Vi er kommet endnu tættere på hinanden. For når man deler nogle tunge stunder og si-tuationer, hvor der er så mange følelser indblandet og involveret, kommer man endnu tættere på hinanden. Jeg tror, at mine børn respekterer mig meget for, at jeg er ærlig overfor dem.«

Drengene har jo haft to fædre?

Alexandra løfter pegefingeren, læner sig frem i sofaen og siger med fast stemme:

»Mine drenge har én far. De har altid haft én far.«

Men så har de haft en bonusfar?

»Ja, de har haft,« siger hun med tryk på har og læner sig igen tilbage i sofaen.

De ser ham ikke mere?

»Nej.«

Er det noget, drengene selv ønsker?

»Det er noget, jeg ikke tror, de har lyst til. Nu skal jeg ikke tage ordene ud af deres mund. Men når man ser, hvor godt de trives med deres venner, hvor glade, udadvendte og nysgerrige på livet, de er. Og hvordan deres hverdag ikke har ændret sig så meget, er der ikke noget, der mangler,« siger hun med tryk på mangler.

»Hverken følelsesmæssigt eller emotionelt i deres liv,« fastslår hun.

To prinser

Den ene er høj med langt, bølget mørkt hår. Han sætter pigehjerterne i brand og drømmer om at komme til udlandet og studere. Den anden er lys med blå øjne og vil helst være derhjemme. Grevinde Alexandras to sønner fra ægteskabet med prins Joachim har altid været hinandens bedste venner, selv om de to brødre er vidt forskellige og har en aldersforskel på tre år mellem sig.

Alligevel har prins Nikolai på 16 år og prins Felix på 13 år siden de var små altid været gode til at lege sammen. Især er trampolinen i haven i barndomshjemmet på Svanemøllevej altid blevet hoppet igennem på af de to prinser. Ligesom de altid har haft venner med hjem.

Prins Nicolai Vis mere

Dronning Margrethes ældste børnebørn nyder også at være sammen med deres mindre søskende, syv-årige prins Henrik og fire-årige prinsesse Athena, som begge brødre tager sig kærligt og omsorgsfuldt af.

Og som en del af den kongelige familie ser Nikolai og Felix også deres mindre fætre og kusiner på Amalienborg.

»De elsker deres små søskende. De små ser op til dem. Vi ser også fætrene og kusinerne her, og prins Christian ser også op til dem. Det er sødt«, fortæller grevinde Alexandra.

Prins Felix Vis mere

Opmærksomhed fra piger

I de sidste par år har prins Nikolai været kostelev på Herlufsholms Kostskole, hvor han er i gang med at tage sin studentereksamen. Derfor har Grevinden kun haft prins Felix, der går i 7. klasse på Krebs Skole, boende hjemme. Og man kan godt se, at de er blevet nogle store drenge. Især Nikolai, der har ladet det mørke, bølgende hår gro næsten ned til skuldrene, er begyndt at få stor opmærksom fra pigerne. Det opdagede hans mor i forbindelse med Dronningens fødselsdag i sidste uge.

»Der læste jeg, at nogle piger nede på slotspladsen havde spurgt, hvem det var, da han kom ud på balkonen. Da de fik at vide, at det var prins Nikolai, havde de råbt: Hej prins Nikolai, vi er her,« ler Alexandra og stråler af stolthed over sin søn.

Og på spørgsmålet om, hvad hun synes om sin søns langhårede udgave, ler hun og siger:

»Uha ja, det må der ikke røres ved. Men han ser flot ud med det hår. Og så skal han da have lov til at have det.«

Hvad med prins Felix, skal han gå på Herlufsholm?

»Nej, jeg tror ikke Felix vil følge med til Herlufsholm. Men de er også meget forskellige personligheder. Nikolai kunne godt tænke sig at studere i udlandet. Mens Felix kan lide sine vante omgivelser og have sine ting omkring sig. Han er et vanedyr. Så det med at sove på en sovesal med 34 andre drenge er en skræmmende tanke for ham. Når han bliver spurgt, siger han meget klogt: Det vides ikke endnu. Jeg har ikke taget den beslutning endnu,« fortæller grevinden om sine sønners foreløbige fremtidsplaner.

Comebacket

Det var 13. gang, grevinde Alexandra som protektor for Ecco Walkathon sidste år skulle gå i spidsen på den årlige seks kilometer lang gåtur gennem København til støtte for Hjerteforeningen, SOS Børnebyerne og Røde Kors.

Grevinden har altid glædet sig til den årlige gåtur. Men sidste år var det med blandede følelser. For det var første gang, Alexandra viste sig offentligt efter bruddet ugen forinden med Martin Jørgensen. Derfor vidste hun, at alles øjne ville hvile på hende, ligesom pressen ville møde talstærkt op.

BTs fotograf tog et billede, der nærmest er blevet symbolsk for den dag. Billedet (Det store billede her på opslaget, red.) viser, hvordan Alexandra under gåturen smiler, mens hun holder sønnen Felix så hårdt i sin ene hånd, at hendes knoer er helt hvide, og med den anden holder Nikolai under armen. Det er et symbol på den lille families sammenhold. Og sønnernes støtte.

»Jeg husker tydeligt det billede. Det var godt, du ikke tog det med, for jeg ville nok have grædt lidt,« fortæller Alexandra om dagen, hun havde glædet sig til, og som selvfølgelig skulle gennemføres. Selv om hun vidste, at det ville være en anden slags opmærksomhed, hun ville få.

»Det var hårdt, for alle kendte situationen. Men jeg fik så meget medfølelse og kærlighed derude den dag, at det var en bekræftelse på, det var godt at komme ud,« husker hun.

Jeg ser billedet som et symbol på, at dine børn har været en stor støtte?

»Absolut. Jo, de har været der for mig,« medgiver Alexandra.

Veninden

Blandt grevinde Alexandras nærmeste veninder i Danmark er galleriejeren Kristina Stokkebro, som har været en stor støtte for Alexandra i forbindelse med skilsmissen. Venskabet kom i stand med kunstmaleren Kurt Trampedachs mellemkomst.

Da maleren i 1997 var blevet bestilt til at male et dobbeltportræt af Alexandra og Joachim, forlangte kunstmaleren, der boede som en eneboer i Baskerlandet i Frankrig, at prinseparret skulle komme ned til hans atelier og sidde model.

Da Joachim og Alexandra indvilligede, fik Kurt Trampedach alligevel betænkeligheder. For kunne han nu stå alene for underholdningen af det nygifte par i det par dage, de opholdt sig hos ham.

»Han bad derfor sin steddatter, som kendte Kristina, om at komme hjem til ham, så de to kunne underholde os. Det var den måde, jeg lærte hende at kende,« fortæller Alexandra om, hvordan venskabet, der betyder så meget for hende, opstod.

Oases Club

Flere års familieferier med egen swimmingpool i det luksuriøse ferieresort Oasis Club tæt på Alanya i Tyrkiet er en saga blot for grevinde Alexandra og de to sønner.

Allerede i 2009 købte Alexandra og Martin Jørgensen Dennis Knudsens sommerhus for cirka 1,5 million kroner i ferieresortet.

Det sikrede ferieresort blev oprindeligt stiftet af blandt andet popsnedkeren Remee og havde kunder som komikeren Uffe Holm, tv-værten Peter Ingemann og Johnny Hansen fra Kandis.

Et par år efter købte Alexandra og Martin Jørgensen et halvt hus i resortet. Denne gang et 300 kvadratmeter eksklusivt sommerhus på tre etager med have og egen swimmingpool samt personale til at tage sig af det praktiske.

Prisen var omkring 4,8 millioner kroner. Penge, som blev skaffet ved at optage lån i Alexandras villa på Svanemøllevej.

Alexandra har efter skilsmissen fået solgt det ene sommerhus,. Og nu skal det andet hus også sælges.

»Jeg vil ikke beholde det. Det var et dejligt feriested, nemt og sikkert. Vi kunne svømme og være i solen. Men det kapitel er lukket nu,« fortæller Alexandra, og lukker dermed endnu et kapitel fra tiden med Martin Jørgensen.

Pengene

Da Alexandra fik årpenge i forbindelse med sin skilsmisse med prins Joachim tilbage i 2005, var begrundelsen for, at hun skulle modtage et millionbeløb årligt, at hun var mor til de to prinser, som dengang var nummer tre og fire i tronfølgen. Hun modtager årligt 2,3 mio. kr. men skal i modsætning til kongehuset betale moms og skat af indtægten.

Men efter Alexandras andet ægteskab kom årpengene i modvind.

Flere meningsmålinger har især i det sidste par år vist, at danskerne ikke længere mener, grevinden af Frederiksborg skal bevare sin apanage.

Og senest har Enhedslisten forsøgt at få ophævet den. Men partiet fik ikke opbakning fra de andre partier i Folketinget.

Alexandra selv har ikke lyst til at sige meget om meningsmålingerne.

»Det var en ordning, der blev besluttet i Folketinget. Det er dét, jeg vil sige til det. Og hvad angår meningsmålinger, er det sådan, det er. Når man er en offentlig person, er det en balance. Jeg har sagt til mine børn, at der i ny og næ vil blive skrevet ting om familien, som de ikke skal blive kede af. Og hvis der er noget, så tal med mig, far eller den større familie om det,« siger grevinden.

Danmark

Da Alexandra kom til Danmark som prins Joachims brud i 1995, gav hun i et af sine første interview udtryk for sin forundring over, hvor meget vi danskere går op i vejret. Og hele tiden taler om det. For i Hongkong, hvor hun kom fra, var vejret ikke noget, man gik op i.

»Hvis jeg er på ferie eller på arbejde i et varmt land og på tredjedagen trækker gardinet fra og ser solen skinner, tænker jeg, nå solskin igen. Man tager det for givet,« erkender Alexandra.

Men efter 21 år i Danmark er hun helt med på, hvorfor vejret har så stor betydning for danskerne.

»Det påvirker os også så meget. Når det er godt vejr i weekenderne, kan man ikke finde en bar plet på en strand eller et lille sted i solen. Alle er ude og nyder det gode vejr. Man er virkelig gode til at omfavne det gode vejr her,« mener hun.

I det hele taget er grevinde Alexandra med den asiatiske baggrund i den hektiske millionby Hongkong blevet dansk med hud og hår.

»Jeg elsker Danmark. Jeg elsker de fire årstider. Mine børn er født her. Mit liv er her. Da jeg midt i tumulten blev spurgt, om jeg ville blive i Danmark, havde jeg slet ikke skænket den mulighed en tanke. Og jeg blev faktisk meget berørt, fordi jeg skal da ingen steder hen. Jeg bliver her,« fortæller hun.

Så du har aldrig fortrudt, du valgte Danmark dengang?

»Nej, nej, nej. Danmark er det bedste sted i verden for ens børn at vokse op. Det er den bedste platform. Det bedste sted i verden at finde gode venner. Værdierne er intakte. Jeg kan ikke understrege, hvor gode venner jeg har, som er min familie her,« fastslår hun og afviser dermed alle eventuelle spekulationer om, at hun skulle være på vej væk.

Facebook

Som kongelig værner man om sit privatliv. Også når det handler om at lægge billeder eller oplysninger af sig selv ud på de sociale medier. Det har grevinde Alexandra nøje indprentet sine børn.

Som mor til to teenagesønner har Alexandra været meget bevidst om, hvordan og hvor meget man generelt skal agere på nettet og specifikt, hvordan 16-årige Nikolai og 13-årige Felix skal gøre.

»De er ikke så meget på de sociale medier. Allerede fra de var i en ung alder, har jeg sørget for, at de ikke skulle lægge alt muligt op. Ergo er det ikke naturligt for dem hele tiden at skulle kigge på, hvor mange likes de har fået,« siger Alexandra.

»Det er forfærdeligt, at nogle mennesker hele tiden skal poste noget for at se, hvor mange likes, de får. Det må gøre noget ved ens selvtillid eller mangel på samme,« mener grevinden.

Har du selv en Facebook-profil

»Nej, jeg har ingen Facebook-profil, men jeg overvejer at få en eller én på Instagram. Ville det være en god idé,« spørger grevinden BTs udsendte, der foreslår en lukket profil.

Hun fortæller en anekdote om en af sine danske venner og hans bedstemor.

»Han havde en slags gammeldags ’google’. For hver gang han skulle have noget oplyst, så ringede han til sin bedstemor. Hun havde nemlig alle leksika og kunne derfor slå det op for ham, han skulle vide,« ler Alexandra ved mindet.

Vis mere

Det er ikke min version

Martin Jørgensen er ikke enig med Alexandra, hvad angår detaljerne i deres samliv og bratte skilsmisse.

Af Jonas Sivkær Pettersen

Det er snart otte måneder siden, de gik fra hinanden. Men selvom Martin Jørgensen respekterer grevinde Alexandras fortælling om bruddet, er det ikke hans udlægning.

Det fortæller han til BT, da vi foreholder ham grevinde Alexandras udtalelser om deres samliv og pludselige skilsmisse.

»Jeg kan sige, at jeg respekterer fuldt ud, at Alexandra har sin egen udlægning af vores ægteskab og skilsmisse. Men det er ikke min udlægning,« afslører han til BT.

På de foregående sider har grevinde Alexandra helt ekstraordinært fortalt om bruddet med sin eksmand, fotograf Martin Jørgensen, som hun giftede sig med på en kold martsdag i 2007.

De levede vidt forskellige liv i det sidste stykke tid af deres ægteskab. Han var den udfarende på Københavns natklubber, mens hun passede sit liv som grevinde og to-barnsmor i luksusvillaen på Østerbro.

14 år yngre

I dagens interview med BT fortæller grevinde Alexandra ærligt, at de to var vokset fra hinanden. Hun troede, at den 14 år yngre Martin Jørgensen var hendes livs kærlighed, men sådan skulle det ikke gå. Deres grundværdier var vidt forskellige, fortæller hun.

Blot en uge efter bruddet med Martin Jørgensen fortalte X Factor-værten Eva Harlou og musikproducenten Thomas Troelsen, at de var gået fra hinanden. Kort tid efter blev Martin Jørgensen og Eva Harlou spottet sammen i byen og på den røde løber til premiereaftener.

Ifølge Alexandra har Martin Jørgensen ikke altid fortalt hende sandheden. Hvad der ligger i denne udtalelse, vil den 38-årige fotograf ikke begynde at gisne om.

Hvad tror du, hun mener, når hun siger, at sandheden ikke altid er blevet fortalt?

»Det ved jeg simpelthen ikke. Vi må tage min udlægning en anden gang. Nu er det Alexandra, der kommer med sin udlægning,« siger Martin Jørgensen, der i øvrigt ikke har nogen kommentarer til, at Alexandra ville have en såkaldt straks-skilsmisse.

Nært forhold til prinserne

Martin Jørgensen havde et nært forhold til sine to bonussønner, prins Nikolai og prins Felix. I 2009 var Martin Jørgensen med til at følge prins Felix i skole på hans første skoledag, og så sent som i forsommeren 2015 var han – i Alexandras og prins Joachims fravær – til dimissionsfest med prins Nikolai på kostskolen Herlufsholm.

Det bratte brud med Alexandra har nu fået den konsekvens for ham, at hun har nægtet ham samvær med de to prinser.

»Det er korrekt, at jeg ikke ser dem, og det er jeg selvfølgelig ærgerlig over,« fortæller han.