Hvis udtrykket 'kært barn har mange navne' har hold i sig, så må dronning Margrethe være et afholdt bekendtskab og familiemedlem i kongehusene rundt om i Europa.

I en videohilsen, som Dronningen modtog i anledning af sin 80-års fødselsdag, kunne man se, at flere kaldte dronningen 'Daisy', men der blev også brugt endnu mere familiære udtryk om fødselaren.

Flere kalder nemlig også dronning Margrethe for 'tante Daisy' i video-hilsenen.

Det er blandt andet Norges kronprins Håkon, spaniens kong Felipe og den svenske kronprinsesse Victoria.

»Det siger jo noget om, at de har et nært, familiært forhold,« lyder det fra lektor ved Syddansk Universitet og historiker Michael Bregnsbo.

»Det nye er jo, at de siger det offentligt, hvor man tidligere nok har holdt det mere privat med sådan et kælenavn.«

Han forklarer videre, at det giver god mening, at der er tætte relationer imellem dem.

Flere er både i familie med hinanden, og så ses de også ved officielle fejringer.

Eksempelvis er spanske kong Felipes mor den tidligere græske konges søster. Altså er den spanske konge nevø til danske Anne-Marie, som er gift med den tidligere græske konge.

Desuden er den næste kongelige generation tætte, fortæller han videre.

»Man ser også, at der er et særligt bånd imellem tronarvingerne. De forstår jo som de eneste, hvilken situation, de andre er i,« siger Bregnsbo.

»Jeg ved ikke med sikkerhed, om man har set noget lignende før, men man må gå ud fra, at det i den her situation er, fordi man er blevet forhindret på grund af tingenes tilstand, men stadig ville sende en hilsen.«

Foruden de familiære toner i videoen, så har man også set vores Majestæt omtale sig selv som 'tante' for nyligt.

Stasminister Mette Frederiksen fortalte nemlig ifølge TV 2, at dronning Margrethe havde sagt, at hun skulle passe på sig selv, og da statsministeren havde protesteret og sagt, der var meget at se til, havde svaret lydt:

»'Ja, men nu er det tante dronning, der taler, og De skal passe godt på Dem selv,'« fortalte landets folkevalgte leder,

I fødselsdags-videoen, som kongehuset har delt på dets officielle instagram-profil, kommer der hilsner fra det svenske, norske, belgiske, luxembourgske, spanske og hollandske kongehus.