Dronning Margrethe talte til hele Danmarks befolkning i anledning af sin 80-års fødselsdag, og det var en helt perfekt tale, lyder det fra ekspert.
Mette Højen Wiik fælder dom over Dronningens fem minutter lange live-session, og de valg der er taget i forbindelse med den.
»Den var præcis, som den skulle være. Den skulle ikke være længere. Det var en energiindsprøjtning fra en dronning, som virkede rigtig glad,« siger Mette Højen Wiik og uddyber:
»Man kunne virkelig mærke hende i dag, man kunne mærke, at hun mente det, hun sagde.«
Noget af det, som retorikeren roser dronning Margrethe for, var hendes fokus i talen.
For der var en helt perfekt balance imellem de emner, som Dronningen lod fylde.
»Hun delte den jo op 50-50 imellem at handle om hende selv og fødselsdagen på den ene side, og samfundet og den situation, vi står i, på den anden,« forklarer retorikeren.
Hun siger, at situationen også har ændret sig, siden Dronningen talte i marts, hvor regenten kom med en opfordring til danskerne om at tage corona-problemet seriøst.
»Man ser flere forskelligartede meninger i medierne i dag i forhold til håndteringen af coronakrisen, end man gjorde for en måned siden. Det syder jo virkelig ude i samfundet,« lyder det fra Mette Højen Wiik.
Hun forklarer, at Dronningen virkelig var et godt foregangsbillede, fordi det var en glad dronning, man så og hørte.
»Man kan sige, at 90 procent af talen var fødselsdagsfest og glæde. Et virtuelt kram til danskerne, og så var der de ti procent, som handlede om, at vi skulle holde ud lidt endnu,« siger Højen Wiik om præstationen, som hun kalder for en coronatale version to.
»Hun (Dronningen, red.) gør jo det rigtige i at holde talen munter. Det er jo en superfestlig dag.«
Hvis det havde været en anden dag, så mener Mette Højen Wiik, at talen i langt højere grad havde været et tilbageblik på et langt liv som regent.
Situationen er dog en anden, og derfor gør dronning Margrethe det helt rigtige.
»Man kunne virkelig mærke, at hun mente, hvad hun sagde,« slår Mette Højen Wiik fast.
»Dronning Margrethe ville give folk trøst og håb i den her tid,« lyder det fra eksperten, som mener, at Dronningen klarede det helt perfekt.