»Dronningens nytårstale er måske det allermest samlende for danskerne. Man kan ikke sige nytår uden også at sige Dronningens nytårstale. Vi skal bare høre vores landsmoder tale den aften!«

Sådan lyder det fra kongehusekspert og B.T.s royale korrespondent, Jacob Heinel.

Men selvom vi danskere troligt tænder for Dronningens nytårstale hvert år til nytårsaften, så har vi ikke helt styr på den. Der hersker nemlig det, Jacob Heinel kalder for en »sejlivet skrøne« om, at Dronningen skulle bruge udtrykket 'søens folk' i sine traditionsrige taler på årets sidste dag – og det på trods af, hun aldrig har sagt det før i nogen af sine mangeårige nytårstaler.

Den sejllivede skrøne mærker de også hos tipsvirksomheden Danske Spil.

Her har man gennem mange år kunnet spille på, hvad Dronningen kommer til at sige i sin nytårstale. Og hvert år indtager 'søens folk' en klar førsteplads over ord og udtryk, som de danske spillere satser på, Dronningen vil bruge.

»'Søens folk' er det mest spillede på Dronningens nytårstale hvert år – også selvom vi hvert år understreger, at hun aldrig har brugt udtrykket før. Alligevel er 'søens folk' igen i år det mest spillede udtryk indtil videre, og jeg forventer også, det fortsat er det mest spillede, når vi lukker spillet nytårsaften,« forklarer Danske Spils nytårstale-oddssætter, Peter Emmike Rasmussen, med et grin til B.T.

Han har analyseret Dronningens nytårstaler gennem tiden og udvalgt de mest markante ord fra det forgangne år for at kunne vurdere og dermed oddssætte, hvor sandsynligt det er, at Dronningen vil bruge de givne udtryk i sin nytårstale.

Dronning Margrethe har dog i sine snart 50 år siden, hun overtog tjansen med at afholde nytårstale tilbage i 1972, aldrig brugt udtrykket 'søens folk'.

Dronning Margrethes nytårstale i 1978. Hendes majestæt afholdte for første gang nytårstale i 1972, og således bliver årets tale hendes 50. af slagsen.
Dronning Margrethes nytårstale i 1978. Hendes majestæt afholdte for første gang nytårstale i 1972, og således bliver årets tale hendes 50. af slagsen. Bent K Rasmussen

Men hvorfor tror vi det så alligevel?

»Der er lidt to skoler indenfor, hvor den her skrøne om 'søens folk' stammer fra,« forklarer kongehusekspert Jacob Heinel.

»Den første skole er, at Dronningens far jo var en del af søens folk, og selvom han heller aldrig selv brugte udtrykket, så fyldte det maritime en del for ham. Det indtryk skulle man så have videreført til dronning Margrethe,« lyder det fra Jacob Heinel.

Ifølge ham er den anden skole dog mere plausibel i forhold til, hvorfor så mange tror, at Dronningen nævner 'søens folk' i sin nytårstale.

»Preben Kristensen har brugt udtrykket i sin parodiering af hende helt tilbage i 80erne. De her mangeårige parodier på Dronningen har man hørt så mange gange, at det bliver en del af Dronningen – Preben Kristensens parodi ER nærmest Dronningen. Så derfor kan man jo godt forstå, hvorfor misforståelsen er sket, det er bare sjovt, at den holder ved,« forklarer B.T.s royale korrespondent om Linje 3s 10-års jubilæumsshow.

Dét siger Dronningen til gengæld i sin nytårstale

Selvom dronning Margrethe altså aldrig har brugt udtrykket 'søens folk' i sine nytårstaler, så er der mange ting, man sagtens kan forvente, at hun vil påtale i årets nytårstale.

»Den mest kendte er selvfølgelig 'Gud bevare Danmark',« starter Jacob Heinel.

Hos Danske Spil kan man heller aldrig spille på den vending, fordi Dronningen som bekendt altid har sluttet sin nytårstale på den måde.

»Derudover sender Dronningen altid en hilsen til danskere i udlandet, fordi hun skal have alle med, om de opholder sig på en boreplatform eller er udstationerede i militæret. Og så nævner hun altid Grønland og Færøerne. For Rigsfællesskabet er Dronningens værk, så det betyder meget for hende, selvom det måske ikke fylder så meget i danskernes hverdag,« forklarer kongehuseksperten.

Man kan heller ikke spille på, OM Dronningen nævner rigsfællesskabslandene, men derimod, HVOR mange gange Dronningen nævner dem i sin tale, tilføjer oddsætter Peter Emmike Rasmussen.

Ikke mindst fortæller han, at coronarelaterede ord som pcr-test igen i år er populære spilfavoritter til nytårstalen.

Det samme gælder sidste års overraskende coronarelaterede tilføjelse til netop Dronningens faste afslutning – 'Gud bevare jer allesammen' forinden det velkendte 'Gud bevare Danmark' – der i år er kommet med på listen over udtryk, man kan spille på, Dronningen siger i nytårstalen.