Før jul gik den spanske baryton Carlos Marín bort, efter han blev indlagt på hospitalet i Manchester på grund af smitte med covid-19.
Den 53-årige sanger lå ifølge Daily Mail i koma som følge af iltproblemer og døde, da respiratoren blev slukket.
Men nu vil den afdøde 'Il Divo'-sangers familie undersøge den behandling, han fik under sin indlæggelse på Manchester Royal Hospital.
Det fortæller familiens advokat Alberto Martin til det engelske medie.
»Jeg talte med Carlos' mor den dag, han døde, og hun sagde, hun var overbevist om, at hvis det havde været i Spanien, så kunne han have overlevet,« udtaler advokaten.
»Vi ved ikke, om Carlos' mor sagde det ud af den desperation, hun føler ved tabet af sin søn, men faktum er, at hospitalet ikke formåede at holde ham i live.«
Advokat Alberto Martin fortæller derfor, at han vil igangsætte en undersøgelse af forløbet omkring Carlos Maríns indlæggelse.
»Det er noget, vi er nødt til at analysere, når vi ser alle de medicinske dokumenter, fordi vi føler, at der var tid til at kontrollere hans situation og forbedre tingene, så han kunne klare sig igennem og have reddet sit liv, hvilket var det allervigtigste.«

Til spanske El Mundo fortæller familiens advokat ligeledes, at undersøgelsen er nødvendig, fordi dødsfaldet kom som et chok for familien.
»Vi kan ikke forklare det, fordi han var i bedring, hans lunger fungerede af sig selv, men pludselig gik det nedad bakke. Iltslangen skulle skiftes, og så endte det hele fatalt,« lyder det fra Alberto Martin.
Manchester Royal Hospital, der havde Carlos Marín indlagt, har overfor Daily Mail afvist at kommentere sagen på grund af deres tavshedspligt overfor patienter, men en talsperson fra det engelske hospital understreger, at hospitalet sender tanker til den verdenskendte sangers familie og venner.
Carlos Marín døde 19. december efter halvanden uges indlæggelse.
Tirsdag morgen 28. december tager familien og de nærmeste afsked med Carlos Marín i Madrid.
Efterfølgende afholdes en offentlig mindehøjtidelighed for den afdøde baryton, der gjorde karriere som musicalstjerne og ikke mindst sanger, hvor han formåede at sælge mere end 30 millioner albums verden over med sin tenorgruppe Il Divo.