'Brutalt', 'chokerende' og nærmest som et 'jordskælv'. Det gav genlyd i hele Storbritannien, da prins Andrew torsdag mistede sine royale titler.

Én titel har han dog stadig, men den er nu også i fare. Men hvad betyder titlerne for prinsen? Og hvad sker der nu, hvor han har mistet de fleste?

I 22 år tjente han sit land som blandt andet helikopterpilot i det britiske militær, og med sin deltagelse i Falklandskrigen blev han med tiden en af de mest populære kongelige i det britiske kongehus.

Dronning Elizabeths andenældste søn, der engang var nummer to i tronfølgen, havde nogle af landets højeste militære ordener, og hans dyre uniformer var veldekoreret med stjerner. Og han bar dem stolt.

Det britiske kongehus er bestemt ikke begejstret for prins Andrews problemer.
Det britiske kongehus er bestemt ikke begejstret for prins Andrews problemer. Foto: TIM GRAHAM / POOL
Vis mere

»I den royale familie er titler alt. Det er et privilegium. Det er et ansvar, men det kan blive taget fra en,« forklarer BBC.

Og torsdag mistede prins Andrew det hele. I en pressemeddelelse fra det britiske kongehus lød det, at prinsen mistede alle sine militære ordner og titler. Og oveni vil han heller ikke længere bruge titlen som 'hans kongelige højhed'.

»Det er en markant beslutning. I britiske medier har man diskuteret, hvorfor dronning Elizabeth slår så hårdt til ham, og jeg tror, at det er, fordi det, der kommer allerførst, det er institutionen – altså kongehuset. Så alt andet må vige for det – også hendes egen søn,« forklarer B.T.s internationale korrespondent, Jakob Illeborg.

»Det er selvfølgelig ikke en rar beslutning. Men det er damage-limitation. Og lige nu er Andrew farlig for kongehuset.«

Prins Andrew har det seneste halve år gemt sig på de kongelige slotte, hvor han blandt andet har nydt sine rideture.
Prins Andrew har det seneste halve år gemt sig på de kongelige slotte, hvor han blandt andet har nydt sine rideture. Foto: PETER NICHOLLS
Vis mere

De sidste par år er prins Andrews image smuldret. Han har altid været kendt som lidt af en 'party'-prins og en playboy, men sammenkædningen med den kriminelle Jeffrey Epstein og de efterfølgende anklager om at have haft sex med den dengang mindreårige Virginia Giuffre blev for meget.

Fratagelsen af titlen som 'hans kongelige højhed' betyder først og fremmest, at prins Andrew fremover har status af civil, hvilket vil sige, at kongehuset formentlig formelt undgår at blive draget yderligere ind i den civile retssag, som prinsen har hængende over hovedet mod Virginia Giuffre.

Men den betyder også, at prins Andrew kan miste en række andre privilegier.

Blandt andet kan han ikke være med ved flere store kongelige begivenheder:

Det famøse billede af en ung Virginia Giuffre med prins Andrew og med Ghislaine Maxwell i baggrunden. Prins Andrew nægter at kunne huske, at billedet er blevet taget.
Det famøse billede af en ung Virginia Giuffre med prins Andrew og med Ghislaine Maxwell i baggrunden. Prins Andrew nægter at kunne huske, at billedet er blevet taget. Foto: HANDOUT
Vis mere

'Sådan ser en fyring ud, når du er nummer ni i tronfølgen,' skriver den royale kommentator Peter Hunt i Spectator ifølge Daily Mail og forklarer, at prinsen fremover ikke vil ses optræde på den kongelige balkon på Buckingham Palace – lige som han heller ikke vil være med fra hesteryg, som han plejer, ved den nationale fejring 'Trooping the colour', som er en betydningsfuld dag for Storbritannien og den kongelige familie.

Dertil kommer spørgsmålet om, hvilke penge han vil have ret til – og hvor prinsen fremover skal bo?

Britiske medier fokuserer allerede på, om skatteyderne fremover skal betale for prinsens sikkerhedsvagter, og ifølge The Sun kan prinsen risikere at blive smidt ud af sit 30-værelser store hjem, Royal Lodge.

Hvis det sker, kan prinsen dog trøste sig ved, at der er mulighed for at flytte ind i det nyrenoverede Frogmore Cottage, som godt nok er noget mindre, men som er ledigt, efter prins Harry og hertuginde Meghan er flyttet til USA.

Det ser ikke godt ud for prins Andrew.
Det ser ikke godt ud for prins Andrew. Foto: IAN KINGTON
Vis mere

Mens prins Andrew mister mange af sine protektorater og militære titler, så beholder han dog nogle få titler. Ud over at kunne kalde sig prins, kan han indtil videre også stadig kalde sig hertug af York.

Titlen fik prinsen af dronningen, da han i 1986 giftede sig med Sarah Ferguson, da der er tradition for, at mandlige medlemmer af kongefamilien får en hertugtitel, når de gifter sig.

Dertil kommer, at prins Andrew også stadig kan kalde sig vice admiral samt 'Counsellor of State'. Sidstnævnte er en titel, som gives til monarkens hustru eller husbond samt de næstkommende fire voksne i tronfølgen.

Titlen som hertug af York kan dog også være i fare. Flere politikere fra byen York har udtrykt, at man ikke ser det hensigtsmæssigt, at byen skal associeres med en prins, der har plejet omgang med en pædofilidømt.