»Han skal virkelig tænke sig om, for det er allerede nu blevet super pinligt for det britiske kongehus.«

Sådan lyder det fra B.T.s internationale korrespondent, Jakob Illeborg, efter, at den britiske prins Andrew onsdag fik et nederlag i retten i USA.

Den amerikanske ret i New York gav sagsøgeren Virginia Giuffre grønt lys for at fortsætte sit civile søgsmål mod den 61-årige britiske prins, selvom prinsen på alle tænkelige måder havde forsøgt at undgå søgsmålet, der kan ende i en meget pinlig affære.

»Dronningens yndlingssøn har nu fået afvist sit febrilske forsøg på at undgå at havne i et civilt søgsmål om, hvorvidt han har haft sex med en mindreårig. It ain't pretty,« lyder det fra Illeborg, der har boet 20 år i London.

Det famøse billede af en ung Virginia Giuffre med prins Andrew og med Ghislaine Maxwell i baggrunden. Prins Andrew nægter at kunne huske, at billedet er blevet taget.
Det famøse billede af en ung Virginia Giuffre med prins Andrew og med Ghislaine Maxwell i baggrunden. Prins Andrew nægter at kunne huske, at billedet er blevet taget. Foto: HANDOUT
Vis mere

Ender prins Andrew med at komme for retten, kan han få hængt hele sit beskidte vasketøj til tørre. Mail, sms’er og andre private og intime oplysninger som sundhedsoplysninger kan blive offentliggjort under retssagen, hvilket kan give prinsen flere ridser i det i forvejen blakkede image.

Alternativt kan prinsen vælge at indgå et forlig med 38-årige Virginia Giuffre, der anklager prinsen for at have dyrket sex med hende tre gange, da hun var 17 år og blev holdt som sexslave af Jeffrey Epstein.

Men det er heller ikke helt problemfrit:

»Han sidder i saksen, for Giuffres advokater har meldt ud, at hvis der skal indgås et forlig, så skal det ikke alene være af økonomisk karakter. Det vil sige, at hvis der skal indgås et forlig, så skal der andre elementer ind, og hvad det så kan være, det er interessant,« siger Illeborg.

Prins Andrew har det seneste halve år gemt sig på de kongelige slotte, hvor han blandt andet har nydt sine rideture.
Prins Andrew har det seneste halve år gemt sig på de kongelige slotte, hvor han blandt andet har nydt sine rideture. Foto: PETER NICHOLLS
Vis mere

Og det er her, at det kan blive en sprængfarlig cocktail for prins Andrew.

»Jeg kan forestille mig, at de vil bede om, at han anerkender, at noget af forløbet er rigtigt. Men hvis han gør det, så har han også anerkendt, at noget kan være rigtigt i forhold til en eventuel kriminel sag efterfølgende. Så det vil sige, at han skal tænke sig om,« siger Illeborg.

Udover den civile sag mod Virginia Giuffre er prins Andrews tidligere veninde Ghislaine Maxwell også ved at overveje, om hun vil anke den dom, hun fik i december for at have været i ledtog med Jeffrey Epstein i forbindelse med hans seksuelle forbrydelser.

Blandt andet blev hun dømt for grooming af mindreårige til Epstein, ligesom hun også blev dømt for sexhandel.

Det ser ikke godt ud for prins Andrew.
Det ser ikke godt ud for prins Andrew. Foto: IAN KINGTON
Vis mere

Ender Maxwell med at samarbejde med politiet i stedet for at anke, kan det betyde, at flere andre – herunder muligvis prins Andrew – kan blive draget ind i en straffesag.

Og undskylder prins Andrew for eksempel over for Giuffre i forbindelse med et forlig, vil det muligvis kunne ses som en form for indrømmelse af, at han har gjort noget forkert, hvilket kan blive potentielt belastende, hvis politiet rejser en ny straffesag grundet nye oplysninger fra Maxwell.

»Det har allerede ramt kongehuset. Det kan gå rigtig galt det her, hvis han for det første bliver kendt skyldig i et civilt søgsmål og for det andet efterfølgende ryger ud i en kriminalsag,« siger Illeborg.

Prins Andrew sidder virkelig i saksen.
Prins Andrew sidder virkelig i saksen. Foto: Toby Melville
Vis mere

»Det her er en kæmpe historie i Storbritannien. Og den måde, hvorpå man har prøvet at undgå at komme for retten som alle andre mennesker, viser også, at der stadig ikke er nogen forståelse hos prins Andrew for, at tiderne, hvor man har særlige privilegier, og hvor visse ting ikke skulle gælde for de kongelige, er ved at være overstået.«

Indtil et eventuelt forlig foreligger, behandler Giuffres advokater sagen, som om den skal for retten. Det betyder, at man er ved at indsamle beviser til en indledende høring.

En dommer har afgjort, at alt bevismateriale i sagen skal være indgivet senest 14. juli.