Kritikken fortsætter med at vælte ned over rejseselskabet Travellink.
Mens Jann Villadsen, Camilla Lohmann og Michael Fitzwilliams kæmper med at få alle pengene tilbage for aflyste rejser, er det en helt anden problemstilling, Jeanne Aabye Gøttske-Christoff slås med.
Tilbage i februar bestilte hun og ægtemanden en rejse fra 22. til 27. juli til Prag med Travellink.
Men i sidste uge fik de besked om, at flyet retur fra den tjekkiske hovedstad til København er aflyst.
Og parret fik besked om, at der kan være plads på et nyt fly 9. august med det selskab, Travellink har bestilt igennem, nemlig Eurowings.
»Det vil sige, at vores ferie skal forlænges i to uger, og det er jo ikke nemt, når vi skal hjem og på arbejde,« siger Jeanne Aabye Gøttske-Christoff, der arbejder som pædagog.
Det er endt med, at parret uden om Travellink har bestilt to billetter retur til København med flyselskabet Norwegian til 2.000 kroner per styk.
Altså samlet 4.000 kroner for at flyve hjem den 27. juli, som hele tiden har været planlagt.
Nu er det store spørgsmål, om de får deres penge retur for det aflyste fly eller ej?
Jeanne Aabye Gøttske-Christoff har ikke set så meget som en krone komme retur fra Travellink.
Sender standardsvar
Hun er da også en af de tusindvis af anmeldere, der har givet Travellink det lavest antal mulige stjerner hos Trustpilot.com.
'Vi må se, om vi får vores penge retur,' slutter hun sin anmeldelse.
En medarbejder i Travellink med navnet Vicky har kommenteret på hendes anmeldelse.
'Hi Jeanne, vi beklager virkelig, at din oplevelse med kundeservice var mindre end ideel. Den måde, interaktionen blev håndteret på, stemmer ikke overens med vores kvalitetsstandarder, hvilket er noget, vi tager alvorligt,' skriver Travellinks medarbejder, når der oversættes til dansk fra engelsk.
Hun tilføjer:
'Vi har gennemgået din sag for at bekræfte, at kvaliteten ellers var opfyldt, og forsikrer dig om, at din anmodning er i gang og behandles korrekt. Så snart vi har et svar, giver vi dig besked via e-mail på den adresse, der blev brugt til at foretage dit køb. Vi sætter pris på din tålmodighed og forståelse i denne tid.'
Det er et standardsvar, der er helt magen til det, som Jann Villadsen også for nylig har fået, da han på Trustpilot anmeldte sin egen oplevelse.
B.T. har bedt Travellink kommentere på, hvorfor Jeanne Aabye Gøttske-Christoff og hendes mand først ville kunne få et retur fly fra Prag 9. august, når de skulle have været fløjet hjem 27. juli. Men Travellink har ikke svaret på de konkrete spørgsmål.
Lige nu ærgrer Jeanne Aabye Gøttske-Christoff sig over, at hun ikke før bestillingen af rejsen havde set, hvor mange der egentligt er stærkt utilfredse med Travellink hos både Trustpilot og i Facebookgruppen 'Aldrig mere Travellink'.
»Hvor ville jeg dog ønske, jeg havde krydstjekket Travellink, før jeg bestilte rejsen,« siger hun.
Hvordan ser den perfekte burger ud? Og hvad med den perfekte pomfrit? Vigtigere endnu: Hvordan sparer du penge, når du spiser fastfood? Få alle svarene i det seneste afsnit af Spar Kassen, hvor B.T.s fastfoodanmelder, Henrik Ørholst, gør os klogere.
Lyt hos Apple Podcast, Spotify eller ved at klikke play herunder.