Flyveturen til det tropiske land Panama endte som noget af et langtrukkent, økonomisk bøvl for Jann Villadsen, der er 67 år og fra Aalborg.  

Han er stiktosset på Travellink, som er tjenesten, returbilletten til det mellemamerikanske land var købt igennem for i alt 12.043 kroner.  

»Jeg føler mig virkeligt snydt,« siger Jann Villadsen, der først efter fem månederes kamp har fået nogen af de tabte penge tilbage. 

Jann Villadsens besværlige forløb vender vi tilbage til.  Han er langt fra ene om at være stiktosset over Travellink, der er et spansk ejet internetrejsebureau, som har hovedsæde i Barcelona.

'Brug IKKE Travellink!
På Facebook er oprettet en gruppe, der hedder 'aldrig mere Travellink', hvor der lige nu er 437 medlemmer. 

Og på Trustpilot.com er der lige nu 16.726 anmeldelser af Travellink. Helt præcis 46 procent, altså tæt på halvdelen, har givet det laveste antal stjerner, der er muligt at give. 

Kritikken lyder på, at det er meget svært at komme i kontakt med Travellink, og at det trækker ud med at få penge for aflyste rejser retur. 

Blandt andet bruges sætninger som 'brug IKKE Travellink!', 'elendigt selskab', 'umulig at få kontakt til', og 'booker aldrig mere hos Travellink'.

tip os
Har du problemer med Travellink?

Igen og igen svarer Travellink de kritiske anmeldelser med præcis samme ordlyd. 

Det er kun klagerens fornavn, der er skiftet ud i svarene. 

'Vi beklager virkeligt'
'Hi Jann, vi beklager virkelig, at din oplevelse med kundeservice var mindre end ideel. Den måde, interaktionen blev håndteret på, stemmer ikke overens med vores kvalitetsstandarder, hvilket er noget, vi tager alvorligt,' skriver Travellink og tilføjer:  

'Vi har gennemgået din sag for at bekræfte, at kvaliteten ellers var opfyldt, og forsikre dig om, at din anmodning er i gang og behandles korrekt. Så snart vi har et svar, giver vi dig besked via e-mail på den adresse, der blev brugt til at foretage dit køb. Vi sætter pris på din tålmodighed og forståelse i denne tid.'

Præcis sådan et svar fik Jann Villadsen, da han 20. april anmeldte sin oplevelse med Travellink hos Trustpilot. 

Direktør i Forbruger Europa, Lars Arent, mener, at standardsvar som det fra Travellink desværre bliver set alt for ofte.

»Det føles med rette helt urimeligt at blive holdt hen i månedsvis og kun modtage standardsvar fra et selskab i den situation, hvor man har krav på at få sine penge tilbage,« siger han. 

Fem måneders forløb
Jann Villadsens sag startede med, at han i efteråret købte en returbillet for 12.043 kroner gennem Travellink til Panama for at besøge sin datter, der lige nu bor i landet. 

Nogen uger inden afrejse blev han dog ramt af sygdom, og han aflyste sin flyrejse i november for i stedet at booke en ny returbillet til Panama 8. december. 

»Den var 1.600 kroner dyrere end i november, men jeg ville over og besøge min datter,« siger han. 

Men selv om han købte en ny flybillet hos Travellink, var der i lang tid tavshed, når det gjaldt om at få pengene for den første flybillet retur. 

»Det er utroligt, at Travellink er hurtige til at trække dine penge, og mega langsomme til at betale penge de skylder tilbage,« siger han.

Først 30. april, altså mere end fem måneder efter den bestilte flyrejse skulle have fundet sted, fik han oplyst, at han ville få 8.600 kroner tilbage for flybilletten, altså cirka 3.500 kroner mindre, end han havde betalt.

»Jeg fik oplyst, at Travellink kun ville betale 80 procent af prisen tilbage, da der var selvrisiko på 20 procent, og derfor kunne jeg ikke få de resterende penge,« siger Jann Villadsen. 

Kan være håb på vej
Lars Arent slår fast, at der i den nuværende lovgivning desværre ikke er mulighed for at sanktionere, når billetformidlere forsinker sagsbehandlingen og tilbagebetalingen af forbrugernes penge. 

Der er dog håb på vej, slår direktøren fast. 

»Europa Kommissionen er opmærksom på dette hul i lovgivningen og fremsatte i november sidste år et forslag, der skal stramme op på billetformidlernes forpligtelse til hurtigt at refundere de beløb, de skylder forbrugerne,« siger han og slår fast, at der nok går nogle år, før de nye regler træder i kraft.

B.T. har uden held forsøgt at få Travellink til dels at svare på, hvorfor der sendes standardsvar ud til alle de mange kritiske klagere hos Trustpilot, og dels hvorfor sager som Jan Villadsens tager cirka fem måneder at behandle. 

Under boksen 'presserum' på Travellink.com henvises til nyhedsportalen Cision News, hvor B.T. også har stillet spørgsmålene, men mandag aften er der ikke kommet noget svar.

Der er rigtig mange penge at spare for landets boligejere lige nu - både på bolig-banklån og bidragssatsen. Hør mere i den seneste udgave af podcasten Spar Kassen, hvor Jens Hjarsbech, cheføkonom i Mybanker, fortæller hvordan.

Lyt hos Apple Podcast, Spotify eller ved at klikke play herunder.