Endnu en gang er der problemer med elselskabet Velkommen.

B.T. har tidligere beskrevet, hvordan flere kunder, ikke har kunnet få deres penge tilbage, efter at have betalt alt for meget i aconto for deres el.

Det gælder blandt andre Helle Westerbye JuhlMartin Jensen og Linda Kvistvad, der alle har haft mere end svært ved at få deres penge tilbage fra selskabet.

Nu rammes selskabet endnu en gang af kritik. Det skriver TV 2.

Flere tidligere kunder har nemlig modtaget regninger og rykkere, selvom de ikke længere er kunder hos selskabet. 

Endnu én af dem er Willy Arentoft, der for flere år siden opsagde sit el-abonnement hos selskabet.

Alligevel fik han i maj et girokort på 571,14 kroner for »diverse«.

»Det flippede jeg noget over. Torsdag fik jeg så pludselig en rykker på sms på samme beløb uden forklaring på hvorfor. De burde lukkes, og ledelsen burde blive politianmeldt,« siger Willy Arentoft til TV 2.

Han er langt fra den eneste, der har problemer med el-leverandøren.

Fra januar til maj har Forsyningstilsynet modtaget 955 klager over selskaberne Nettopower og Velkommen.

I april udstedte Forsyningstilsynet et påbud om, at begge selskaber ikke må hverve nye kunder i tre måneder, fordi de ikke har tilbagebetalt kundernes tilgodehavender.

Velkommen har ikke reageret på TV 2s henvendelse i den nye sag, men hos Forbrugerrådet Tænk lyder det gode råd til de tidligere kunder, at de ikke skal betale regninger, de ikke kan genkende beløbet på.

I stedet skal de bede selskabet om skriftlig dokumentation på beløbet.

»Det er problematisk, at kunder får de her regninger, så længe efter at deres kundeforhold er afsluttet. Men sker det, har selskaberne pligt til at fortælle, hvad opkrævningen dækker over. De kan ikke bare sende regninger uden forklaring,« siger Forbrugerrådet Tænks forbrugerpolitiske seniorrådgiver, Christian Sand til mediet.