Mens direktøren og ejeren af elselskabet Velkommen skåler i solskin under en bådtur i Amsterdam, sidder kunderne herhjemme tilbage med ubetalte krav og voksende frustration.

Kontrasten mellem de ferieglade billeder på det sociale medie Instagram og virkeligheden for selskabets kunder er til at tage og føle på.

Billederne af ejer Lars Bax Sander Hein og direktør Thomas Søgaard-Andersen i selskab med investor Magnus Kjøller blev delt den 25. april.

Det er blot fem dage efter, at selskabet fik forbud mod at hverve nye kunder.

»Det er da som at gøre grin med kunderne,« siger Linda Kvistvad til B.T. efter at have set billederne.

Hun er en af de mange kunder, der kæmper en lang kamp mod selskabet.

Linda Kvistvad beskriver et kaotisk forløb, hvor hun har forsøgt at få kontakt til selskabet hver anden dag.
Linda Kvistvad beskriver et kaotisk forløb, hvor hun har forsøgt at få kontakt til selskabet hver anden dag. Foto: (Privat)

Hendes sag startede i december 2025, da en opringning til kundeservice afslørede, at hun havde svimlende 60.000 kroner til gode hos Velkommen.

Men selvom selskabet lovede udbetaling, så hun aldrig skyggen af pengene.

»De siger så, at de udbetaler den tredje hverdag i måneden. Det blev overskredet, så jeg tænkte, at jeg ville få dem måneden efter. Men pengene kom bare ikke,« fortæller hun.

Linda Kvistvad beskriver et kaotisk forløb, hvor hun har forsøgt at få kontakt til selskabet hver anden dag. 

Ved et opkald var hun nummer 39 i køen, mens hun ved et andet fik at vide, at hun slet ikke var kunde længere. 

Først da hun truede med at opsige sit abonnement, fik hun en reaktion fra selskabet i form af en opringning, men stadig ingen penge.

Hjælpen fandt hun til sidst i Facebook-gruppen 'Nettopower+Velkommen // Os Der Har Penge Til Gode', som tæller over 2.000 medlemmer. Flere af dem har henvendt sig til B.T.

Ved at følge gruppens guide lykkedes det hende at få udbetalt 52.000 kroner, men problemerne stoppede ikke der. 

Efter et skifte til et nyt elselskab er hun nu blevet opkrævet beløb, der fører til dobbeltbetaling. B.T. har set dokumentation for dobbeltopkrævningen.

»Jeg har forsøgt at kontakte dem, men jeg får bare et autosvar,« siger hun.

Det vækker derfor følelser i Linda Kvistvad at se ledelsen hygge sig i udlandet, mens tusindvis af kunder er i klemme i Danmark.

»Jeg synes, det er ublu. Sørg nu for at få tingene bragt i orden. Så kunne man tage på ferie bagefter,« understreger hun.

Hverken Lars Bax Sander Hein, Thomas Søgaard-Andersen eller Velkommen er vendt tilbage på B.T.s henvendelser.

Selskabet har dog i en pressemeddelelse forholdt sig til den karantæne, de er blevet pålagt af Energinet. Her beklager selskabet tempoet for udbetalingerne, men udtrykker samtidig overraskelse over forløbet.

'Vi er i fuld gang med at efterleve påbuddet inden fristen den 28. april og er overraskede over, at karantænen er trådt i kraft, inden vi har haft mulighed for at efterkomme det. Vi vil nu bruge de kommende tre måneder på at færdiggøre det nye system og sikre, at de sidste udbetalinger sker,' udtaler Lars Bax Sander Hein blandt andet i meddelelsen.