»Sidder du ned?«

Sådan spurgte en kundeservicemedarbejder, før han afslørede over for Helle Westerbye Juhl, at hun havde svimlende 52.000 kroner til gode hos sit elselskab Velkommen.

»Så er der jo til-gode-julegaver,« lød det fra medarbejderen, en kommentar, der fik hende til at reagere prompte.

»Det skal du bare lade være med at sige, for det er så flabet,« fortæller hun.

Samtalen, der fandt sted i oktober 2025, viste sig dog kun at være startskuddet på et længere forløb.

Et halvt år senere har Helle Westerbye Juhl og hendes mand Brian stadig ikke set skyggen af pengene.

»Jeg er bare så frustreret nu. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre,« siger Helle Westerbye Juhl til B.T.

De 52.000 kroner står fortsat på en tilgodekonto hos Velkommen. Beløbet er vokset sig så stort, fordi parret løbende har betalt for meget i aconto, mens de var kunder hos selskabet.

Hvad der ellers kunne have været løst med en hurtig tilbageførsel, har i stedet udviklet sig til en lang og sej kamp med elselskabet.

Familien er gennem måneder blevet mødt af den ene undskyldning efter den anden over telefonen – og selv da de valgte at bryde forbindelsen og skifte elselskab, fortsatte problemerne.

På Facebook har gruppen 'Nettopower + Velkommen // Os Der Har Penge Til Gode' samlet adskillige kunder med samme oplevelse.
På Facebook har gruppen 'Nettopower + Velkommen // Os Der Har Penge Til Gode' samlet adskillige kunder med samme oplevelse. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

For familien er 52.000 kroner et beløb, der ikke er til at overse, og frustrationen vokser for hver time, der går i telefonkø.

»Vi er bare en helt almindelig familie. Vi tjener hverken meget eller lidt, så det er jo rigtig mange penge. Jeg sad i sidste uge sammenlagt 11 timer i telefonkø,« fortæller hun.

Efter et halvt års ventetid er tålmodigheden nu definitivt sluppet op.

»Nu vil jeg fandme have mine penge. De har drevet gæk med mig i et halvt år. Det er uhørt groft. Det er svindel. Det er simpelthen at stjæle kundernes penge,« siger Helle Westerbye Juhl.

Hun er dog langt fra alene.

På Facebook har gruppen 'Nettopower + Velkommen // Os der har penge til gode' samlet over 2.000 medlemmer, hvoraf mange beskriver lignende oplevelser.

Tendensen er klar: Kunder bliver opkrævet høje acontobeløb, som opbygger store tilgodehavender hos selskaberne, som efterfølgende viser sig at være svære at få udbetalt. Det har flere kunder bekræftet over for B.T.

Sagen har også ført til handling fra Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet på baggrund af de manglende udbetalinger til kunder.

Energinet er en selvstændig, offentlig virksomhed, der ejes af Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet.
Energinet er en selvstændig, offentlig virksomhed, der ejes af Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet. Foto: Claus Fisker

Energinet, en selvstændig offentlig virksomhed ejet af Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet, har den 20. april 2026 sat Velkommen A/S og datterselskabet Nettopower ApS i tre måneders karantæne i DataHub.

I karantæneperioden kan selskaberne ikke tegne nye kunder. Karantænen følger Forsyningstilsynets påbud af 14. april 2026 om at tilbageføre tilgodehavender til tidligere kunder.

Velkommen er ikke vendt tilbage på B.T.’s henvendelse, men har i en pressemeddelelse på sin hjemmeside forholdt sig til karantænen:

'Alle tidligere kunder har fået deres slutafregning, og alle får deres tilgodehavende udbetalt. Det er tempoet for udbetalingerne, der ikke har været godt nok, og det beklager vi. Det er netop derfor, vi har investeret i et nyt system.'

'Vi er i fuld gang med at efterleve påbuddet inden fristen den 28. april og er overraskede over, at karantænen er trådt i kraft, inden vi har haft mulighed for at efterkomme det.'

'Vi vil nu bruge de kommende tre måneder på at færdiggøre det nye system og sikre, at de sidste udbetalinger sker. Vores nuværende kunder er ikke berørt,' udtaler Lars Hein, medejer af Velkommen, ifølge pressemeddelelsen.