Det bliver formentlig ikke valgets vindere, men derimod Dansk Folkeparti, Venstre og De Konservative du skal holde øje med, hvis du gerne vil have lidt valgspænding tirsdag.
Eventyrets by har nemlig ikke just været leveringsdygtig ud i et spændende og uforudsigeligt kommunalvalg.
For mens tirsdag nok bliver en stor jubeldag for den siddende borgmester Peter Rahbæk Juel (S), der ser ud til at kunne fortsætte fire år mere som borgmester i Odense, så er der ifølge B.T.s politiske redaktør Anders Leonhard, masser at bide negle af i den borgerlige blok.
»En blind mand kan føle med sin stok, at Dansk Folkepartis udfordringer er monumentale,« siger B.T.s politiske redaktør og tilføjer:

»Urolighederne kan ramme partiet så hårdt i Odense, at DF ryger helt ud af byrådet. Det vil være en katastrofe for Kristian Thulesen Dahl og co., som også risikerer at ryge helt ud i Aarhus Kommune.«
Valgforbundet med Venstre og Konservative kan dog redde DF et enkelt mandat i Odense, påpeger Anders Leonhard.
Det er da også i blå blok, at en af byens største og eneste politiske dramaer har udfoldet sig forud for valget. Venstre skød for alvor valgkampen i gang i slutningen af august måned, hvor partiet på dramatisk vis smed Johnny Killerup ud af partiet på ‘røv og albuer’.
Og netop partiet Venstre forbliver formentlig en af valgnattens helt store omdrejningspunkter. For lige meget om problembarnet Johnny Killerup kommer i byrådet eller ej, så tyder meget på, at Venstre mister sin status som byens største borgerlige parti til fordel for De Konservative.
»Duellen mellem Venstre og Konservative kan blive intens. Hvis Venstre bliver lillebror i blå blok og bliver overhalet at Konservative, så kan det ikke udlægges som andet end et kæmpe nederlag,« siger Anders Leonhard.
Nederlaget vil i så fald klistre til den unge Venstre-spidskandidat, Christoffer Lilleholt, der trods sin fars fortid som minister i samme parti, må formodes at være ramt af Venstres landspolitiske nedtur.
Den seneste YouGov meningsmåling for B.T. fra september måned viste en tilslutning på 10,3 procent af stemmerne til Venstre, mens De Konservative fik hele 16,9 procent af stemmerne. En landspolitisk tendens, som i et eller andet omfang kan ende med at smitte af på udfaldet af morgendagens kommunalvalg.
Spørgsmålet er så, om det lykkes De Konservative helt at overhale kollegerne i Venstre. Sker det vil det ifølge Anders Leonhard betyde er helt nyt borgerligt samarbejdsgrundlag for borgmesteren.
»Det vil betyde, at Konservative vil være førstevælger til rådmandsposterne, mens Venstre potentielt vil blive sidstevælger. Det vil fuldstændig ændre magtbalancen mellem de to borgerlige partier,« lyder vurderingen fra Anders Leonhard.
Valgstederne lukker tirsdag aften klokken 20.00, men valgets endelige vindere og tabere forventes først at kunne kåres endegyldigt onsdag.