Det stigende smittetal i Odense påvirker nu antallet af indlæggelser på Odense Universitetshospital (OUH), der har været højt over weekenden.

Lørdag var 26 indlagt med covid-19, og tallet nærmede sig dermed OUH’s højeste antal coronaindlæggelser på 44 tilbage i marts 2020.

Mandag er tallet dog tilbage på 17 indlagte og dermed det samme niveau, som tallet lå på mandag til torsdag i sidste uge. Selvom det ikke er lige så højt som i weekenden, så er det dog stadig væsentligt flere indlagte, end for bare kort tid siden.

For to uger siden blev tallet beskrevet som ‘forsvindende lille’. Her var der nemlig under fem indlagte på OUH, der er smittede med covid-19.

På landsplan var der i alt 346 indlagte søndag, ifølge tallene fra Statens Serum Institut.

De stigende antal indlæggelser kommer efter, at der i Odense har været stigende smitte de seneste syv dage. Mandag er antallet af bekræftede smittede oppe på 756. Det såkaldte incidenstal er dermed oppe på 367 smittede pr. 100.000 borgere i kommunen. I slutningen af oktober, var incidenstallet på bare 88 smittede.

Dermed nærmer Odense Kommune sig den nye skærpede smittegrænse, der fra mandag går ved et incidenstal på 400, hvor den tidligere gik ved et incidenstal på 500. Kommer kommunen over denne grænse, så anbefales den at indføre en række tiltag herunder at opdele skoleelever klassevist.

Smitten har dog allerede fået konsekvenser i kommunen. Fredag sendte Giersings Realskole i Odense alle hjem i en uge, efter at 32 elever og lærere blev smittet med coronavirus.