I alt 32 elever og lærere på privatskolen Giersings Realskole i Odense er blevet smittet med coronavirus.

Det får nu de yderste konsekvenser, og alle sendes hjem i en uge.

Det bekræfter skoleleder Poul Haahr Pedersen overfor B.T.

»Smitten med coronavirus er steget vildt blandt elever og lærere den seneste uge, og nu er vi simpelthen nødt til at danne os et overblik over smitten,« siger Poul Haahr Pedersen og fortsætter:

»Smitten har primært spredt sig blandt de mindre årgange. Det er altså de børn, der endnu ikke er vaccinerede.«

Skolelederen fortæller, at de første smittede blev fundet blandt skolens 1. og 4. årgang, men at den siden har bredt sig til flere at de mindre årgange.

»Så nu skal eleverne hjem i uge til online undervisning. Det er de heldigvis super dygtige til, så det er jeg fortrøstningsfuld over,« siger Poul Haahr Pedersen.

Da man endnu ikke har det fulde overblik over, hvor mange på skolen, som er blevet smittet, har skolelederen skrevet ud til alle forældre, at eleverne bør betragte sig som en nær kontakt uanset alder og årgang.

»Vi gør det her i et forsøg på at redde december og hele julen på skolen,« siger skolelederen.

Skolelederen fortæller dog, at man ikke har planer om at forlænge hjemsendelsen, når der er gået en uge. Men den kommende uge skal blot bruges til at få et samlet overblik over smitten blandt elever og lærere.

»Der skal rigtig meget til, at vi ikke byder alle raske elever tilbage igen efter en uge. Vi har bare brug for at danne os et overblik over antallet af smittede, og efter en uge har alle haft mulighed for at få foretaget en test,« siger Poul Haarh Pedersen og fortsætter:

»De elever, der er smittede må så blive hjemme, indtil de er raske, og ellers fortsætter den fysiske undervisning som normalt for de resterende elever efter en uge.«