Den odenseanske kunstner Jens Galschiøt vil have forsikring om immunitet fra Hongkong.

Årsagen er, at han ønsker at hente en otte meter høj statue, der bærer navnet Skamstøtten, hjem fra byen, og han vil ikke risikere at blive anholdt. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Galschiøts statue er opført til minde for ofre under protesterne på Tiananmen-pladsen i 1989. Protesterne er et betændt emne i Kina, og statuen står på University of Hong Kong, og den blev for nylig beordret fjernet.

»Når man går ind og forsvarer ytringsfriheden og demokratiet, så er man også nødt til at vove noget for at beskytte den ret. Og jeg er uden tvivl villig til at vove pelsen, men jeg er ikke dumdristig. Og derfor har jeg bedt om immunitet,« siger Jens Galschiøt til B.T. om sin begrundelse for at sikre sin rejse til Hongkong.

Jens Galshiøts skulptur Skamstøtten troner på University of Hong Kong, men den er altså ikke længe til, at den skal fjernes.
Jens Galshiøts skulptur Skamstøtten troner på University of Hong Kong, men den er altså ikke længe til, at den skal fjernes. Foto: JEROME FAVRE
Vis mere

Hvis kunstneren tager afsted, sker det dog ikke uden en vis uro.

»Jeg tør simpelthen ikke rejse til Hongkong uden den her immunitet. De har tidligere vist sig at være meget aggressive, og jeg har da en kæmpe frygt for at ende i fængsel for at flytte min statue.«

Galschiøt frygter at blive anholdt under en ny sikkerhedslov, hvis han henter statuen. Loven forbyder kritik af Kinas regering.

Statuen har indtil nu været et sted, som studerende opsøgte for at mindes, men for nyligt blev den altså beordret fjernet, og det syntes Galschiøt er stærkt kritisabelt. Kunstneren er dog heller ikke forvisset om, at statuen nødvendigvis ender i sikkerhed.

»Fordi jeg kæmper for at få det flyttet, betyder det jo ikke, at jeg tror på, at det kommer til at ske. Men jeg håber det virkelig,« siger kunstneren, som fortsætter:

»Det er et meget kompliceret monument at flytte, og derfor er det også nødvendigt, at jeg er til stede med et team fra Odense, for at sikre at det ikke går i stykker undervejs.«

Derfor sendte Jens Galschiøt torsdag et brev, hvor han søgte om immunitet.

En status, Jens Galschiøt siger, han vil kæmpe med næb og klør for at få, da han påpeger, at Skamstøtten er vigtig for mange mennesker, og må og skal finde et nyt sted at stå.