»Jeg synes godt nok, det har været en beskidt valgkamp. Overraskende beskidt.«

Ordene kommer fra en tydelig trist og opgivende Pia Kjærsgaard i en Facebook-video fredag eftermiddag, hvor hun befinder sig i sit kontor på Christiansborg med Dannebrog i baggrunden.

»Jeg har været ærgerlig og ked af det mange gange. Jeg synes, at det har været grimt,« siger partiets stifter og tidligere formand  i videoen.

Det har da også været en formandskamp, hvor det ene hårde ord har taget det andet. Ja, formandskandidaterne har svinet hinanden til.

Og det er kun blevet værre og værre, jo tættere vi kommer søndag 23. januar, hvor formandskampen skal finde sted ved det ekstraordinære landsmøde i Herning.

Fredag er dramaet da også blevet større mellem parterne i det kriseramte parti.

Helt konkret valgte Morten Messerschmidt, som er favorit til at blive ny formand, at blive væk fra en debat fredag klokken 14 på TV 2 News.

Således endte det kun med at være de to andre kandidater Martin Henriksen og Merete Dea Larsen, der mødte op.

Formandskandidat Morten Messerschmidt besluttede at blive væk fra en debat fredag klokken 14 på TV2 News. Således endte det kun med at være de to andre kandidater Martin Henriksen og Merete Dea Larsen, der mødte op. (Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix)
Formandskandidat Morten Messerschmidt besluttede at blive væk fra en debat fredag klokken 14 på TV2 News. Således endte det kun med at være de to andre kandidater Martin Henriksen og Merete Dea Larsen, der mødte op. (Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix) Foto: Philip Davali
Vis mere

»Det har været en ret beskidt valgkamp, og det er ikke blevet bedre, som vi kommer tættere og tættere på søndag,« sagde Morten Messerschmidt om sit afbud.

Men det var slet ikke nok drama.

Også mellem Pia Kjærsgaard og den meget snart tidligere formand Kristian Thulesen Dahl har stemningen været dårlig.

»Jeg mener hverken, at Pia eller jeg længere skal styre partiet. Vi skal lade andre køre butikken videre nu,« sagde Kristian Thulesen Dahl til Radio4 fredag morgen.

Altså opfordrer han Pia Kjærsgaard til at træde et skridt tilbage og ikke fylde for meget, når den nye formand er fundet på søndag.

Helt tie stille vil hun dog ikke.

»Jeg har det helt fint med, at jeg bare i gåseøjne skal være en almindelig del af Folketingsgruppen efter søndag. Jeg gør det, der forventes af mig, og måske en del mere,« siger hun.

Pia Kjærsgaard har dog også en opfordring til Kristian Thulesen Dahl her de sidste par dage, inden han stopper som formand.

Folketingsmedlemmer som Liselott Blixt, Bent Bøgsted og Marie Krarup har alle rejst tvivl om, hvorvidt de vil forlade partiet, hvis Messerschmidt vinder.

Pia Kjærsgaard mener, at Kristian Thulesen Dahl skal tage en samtale med dem.

»Jeg synes, at Kristian lige skal tale med de tre folketingsmedlemmer, der truer med at gå. Han skal sige 'ved i hvad, det er simpelthen ikke i orden, at man laver sådan en ballade',« siger hun og tilføjer:

»Det synes jeg ikke er pænt, det synes jeg ikke.«

Fredag slog Karina Adsbøl fast, at hun støtter Merete Dea Larsen som ny formand. Men hun har intet sagt om, at hun forlader partiet, hvis Messerschmidt vinder.