Han er det sorte får i kapløbet om at blive den næste formand i Dansk Folkeparti.

Erik Høgh-Sørensen, der til daglig er byrådsmedlem for paritet i Hjørring Kommune, har du det endelige felt af modkandidater på plads efter fristen for at melde sit kandidatur til formandsposten på den synkende skude udløb ved midnat.

»Jeg er underdog, men jeg er ikke uden chancer,« siger Erik Høgh-Sørensen til B.T. lørdag formiddag.

At Erik Høgh-Sørensen kalder sig selv en underdog, er måske en overdrivelse. For adskillige politiske kommentatorer levner ham tæt på ingen chancer for at blive valgt som formand i et felt, der desuden består af Morten Messerschmidt, Martin Henriksen og Merete Dea Larsen.

Erik Høgh-Sørensen accepterer, at han er underdog, men mener selv, han har en chance for at blive ny formand i Dansk Folkeparti. (Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix)
Erik Høgh-Sørensen accepterer, at han er underdog, men mener selv, han har en chance for at blive ny formand i Dansk Folkeparti. (Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix) Bo Amstrup

I en analyse fra B.T.s politiske redaktør, Anders Leonhard, beskriver han Høgh-Sørensen og Merete Dea Larsens muligheder som nærmest ikkeeksisterende.

»Begge spås en chance på niveau med, at Dansk Folkeparti springer ud som EU-entusiaster. Altså så tæt på nul, som man kan komme.«

Men den udlægning giver Erik Høgh-Sørensen ikke meget for.

»Man ved jo, hvordan det går, når kommentatorer spår om udfaldet. Det har det med ikke altid at være rigtigt,« siger Høgh-Sørensen.

Men tror du selv på det?

»Ja, for ellers ville jeg jo ikke stille op.«

Modsat de øvrige tre kandidater, som alle er fra Sjælland, så mener Erik Høgh-Sørensen, at han kan appellere til en ikke helt lille gruppe.

»Jeg er den eneste kandidat vest for Roskilde. Jeg repræsenterer Jylland og Fyn mere end de andre gør for nuværende,« siger Erik Høgh-Sørensen.

»Jeg kommer med en jysk dagsorden. DF er ved at blive et københavnerparti. Så det er til min fordel, at jeg kommer fra Jylland.«

Dansk Folkeparti skal vælge ny formand på et ekstraordinært årsmøde 23. januar.

Indtil da kæmper de fire kandidater om stemmerne, men storfavoritten Morten Messerschmidt meldte lørdag ud på TV 2 News, at han ikke ønsker at deltage i debatter med de øvrige kandidater.

Det har fået de øvrige tre kandidater til at ryste på hovedet.

»Jeg synes, det er uværdigt ikke at stille op. Det giver indtryk af, at han tror, han har vundet,« siger Erik Høgh-Sørensen.

Du kan læse de øvrige formandskandidaters holdning til Messerschmidts udmelding her.