Borgmester i Sorø Gert Jørgensens tilskud til sin partifælle Peter Nygaards brandmandsfester med cognac til kaffen var ulovlige. 

Det slår Sorø Kommune fast i en juridisk vurdering af den særlige borgmesterkonto, som er sendt til Ankestyrelsen.

Som B.T. tidligere har afdækket, har den stormombruste konservative borgmester brugt sin særlige borgmesterkonto til at donere 17.180 kroner til Peter Nygaards fester i en privat forening mellem 2016 og 2019.

Pengene gik til partifællen fra Sorø Byråd i hans egenskab af formand i en brandmandsforening under Sorø Brandvæsen. 

Det er slut med tilskud til diverse foreninger fra Gert Jørgensens særlige borgmesterpulje. 
Det er slut med tilskud til diverse foreninger fra Gert Jørgensens særlige borgmesterpulje.  Foto: Billede fra video: Anthon Unger
Vis mere

»Administrationen vurderer ikke, at Sorø Kommune har haft hjemmel til at yde tilskud til en personaleforening i et sådant selskab som supplement til de personalegoder, som det var besluttet i selskabet at stille til rådighed for de ansatte,« skriver Sorø Kommune om tilskuddene.

Den juridiske vurdering indgår i den udtalelse, som Sorø Kommune har lavet til Ankestyrelsen, efter at B.T. har afdækket,  hvordan Gert Jørgensen siden 2014 har delt gaver, sponsorater og tilskud ud til lokale foreninger og firmaer for i alt 142.000 kroner. 

Herunder har han købt koncertbilletter og middage til sig selv, kommunens topfolk og ledsagere for 33.198 kroner. To tilskud på i alt 10.000 kroner til to firmaer er ifølge eksperter også ulovlige, fordi der ikke fulgte et konkret sponsorat med.

I den juridiske vurdering til Ankestyrelsen indrømmer Sorø Kommune i det hele taget, at borgmesterkontoen og brugen af den har været et forvaltningsretligt klondike: Der mangler dokumentation for de mange tilskud, og der har manglet klare kriterier for, hvordan man får tilskud. 

Derudover har kommunen ikke sikret sig såkaldt gensidighed i forhold til sponsorater.

»I dele af den hidtidige praksis har vi begået fejl eller ikke har levet op til god forvaltningsskik. Det skal vi selvfølgelig have rettet op på,« siger velfærdsdirektør i Sorø Kommune Henrik Juul Kjær. 

I den juridiske vurdering forholder Sorø Kommune sig også til en anden prekær sag: At Gert Jørgensen i 2019 donerede 5.000 kroner til foreningen 'Jul i Sorø anno 1953', hvor han selv sidder som kasserer. Det betød, at Gert Jørgensen i princippet sendte en faktura til sig selv.

»Borgmesteren burde have erklæret sig inhabil,« skriver Sorø Kommune i den juridiske vurdering.

Onsdag blev et forslag om en uvildig advokatvurdering nedstemt i Sorø Byråd af borgmesterens flertal af borgerlige partier.

Det er ikke lykkedes at få en kommentar fra Gert Jørgensen.