Advokatfirmaet Horten fremlagde torsdag eftermiddag sin længe ventede undersøgelse af Aalborg Kommune, som bød på voldsom kritik.

Som konsekvens blev de to øverste embedsmænd hjemsendt. Nu er der ansat en ny fungerende direktør.

På et langstrakt møde i byrådet blev den foreløbige konklusion af undersøgelsen, at kommunens brug af de såkaldte 'udbygningsaftaler' ikke i ét eneste tilfælde har været efter bogen – og hele 15 ud af de 27 undersøgte tilfælde er betegnet som 'kritiske'.

Direktøren i den ansvarlige forvaltning, by- og landskabsdirektør Anders Fokdal, samt Peder Baltzer, Aalborgs stadsarkitekt, blev som konsekvens af dette sendt hjem. Det fortalte B.T. torsdag.

Aalborg Kommunes borgmester Thomas Kastrup-Larsen bevarer sin position efter skandalesagerne i By- og Landskabsforvaltningen. Den har dog fået konsekvenser for andre. Her ses borgmesteren sammen med Jes Lunde fra Radikale og Per Clausen fra Enhedslisten på valgaftenen i Aalborg Kongres og Kulturcenter, 16. november 2021.
Aalborg Kommunes borgmester Thomas Kastrup-Larsen bevarer sin position efter skandalesagerne i By- og Landskabsforvaltningen. Den har dog fået konsekvenser for andre. Her ses borgmesteren sammen med Jes Lunde fra Radikale og Per Clausen fra Enhedslisten på valgaftenen i Aalborg Kongres og Kulturcenter, 16. november 2021. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Tirsdag er vicekommunaldirektør i Aalborg Kommune Jørgen Litske Petersen så tiltrådt som fungerende direktør i By- og Landskabsforvaltningen.

Det oplyser Aalborg Kommune.

Der er dog samtidig sat gang i en ansættelsesproces for at finde en ny permanent kvinde eller mand til posten, da Jørgen Litske Pedersen havde planlagt at gå på pension 1. januar 2022. Der sigtes i stedet mod en tiltrædelse 1. april 2022.

Kommunaldirektør Christian Roslev konstitueres desuden i stillingen som vicekommunaldirektør/økonomidirektør fra 1. januar 2022.

Der er fortsat gang i en personalemæssig undersøgelse i By- og Landskabsforvaltningen. Denne gennemføres af et eksternt konsulenthus og forventes afsluttet i februar 2022, oplyser Aalborg Kommune.

Udbygningsaftalerne – eller 'studehandler' og 'lokumsaftaler' – er en aftale mellem bygherre og kommunen, men skal komme på opfordring fra bygherren. Med aftalen kan en bygherre få lov at bygge mere mod at betale for kommunens infrastruktur.

I sager fortalt i B.T. har det på Spritten og Godsbanen i Aalborg været sådan, at de private bygherrer skulle bruge millioner på at klimasikre en kajkant og udgrave en å – alt sammen noget, som i første omgang var kommunens opgave at betale for.

Men flere bygherrer er stået frem og sagt, at de aftaler er kommet på kommunens opfordring.