Ni ud af 25 medlemmer af Enhedslistens hovedbestyrelse kræver ifølge DR, at der bliver indkaldt til et ekstraordinært årsmøde, så man kan tage et opgør med den yderligtgående protestgruppe Rødt Venstre.
Overfor B.T. kalder et medlem af protestgruppen den nye udvikling for »absurd.«
»Det er absurd. De er virkelig kommet til at forregne sig,« siger Hanne Schmidt til B.T.
Hanne Schmidt har været medlem af Enhedslisten siden 1993 og er også menigt medlem af Rødt Venstre.
Hun tror ikke på, at det vil lykkes for partitoppen at smide hende og Rødt Venstres øvrige medlemmer ud af Enhedslisten.
»Det giver jeg ikke meget for. Jeg tror ikke, at de følger med i, hvad der foregår i partiet,« siger Hanne Schmidt til B.T.
Hanne Schmidt er tidligere selv blevet banket på plads af Enhedslistens top for at tage den palæstinensiske organisation DFLP i forsvar og opfordre til, at partiet genoptager sit samarbejde med organisationen.
Det mangeårige samarbejde med DFLP blev ellers afbrudt af Enhedslistens ledelse i kølvandet på 7. oktober-angrebet, hvor DFLPs militære fløj, Martyr Omar Al-Qassem-styrken, deltog.
B.T. har dokumenteret, hvordan styrken deltog i massakrerne mod flere israelske kibbutzer samt henrettede en 21-årig civil mand fra Tanzania.
Netop spørgsmålet om støtte til DFLP og andre organisationer, der deltog i terrorangrebet mod Israel sidste år, er centralt i den interne krig, der netop nu udspiller sig i Enhedslisten.
Rødt Venstre ønsker nemlig at genoptage samarbejdet med den palæstinensiske organisation DFLP.
Ifølge DR er Rødt Venstres støtte til DFLP også den primære årsag til, at de ni medlemmer af hovedbestyrelsen nu kræver et opgør med protestgruppen.
»Situationen i partiet er uholdbar. Grupperingen Rødt Venstre sår tvivl om Enhedslistens demokratiske beslutninger og principper med hensyn til respekt for menneskerettigheder især vedrørende afstandtagen til DFLP for deres medvirken i terrorangrebet 7. oktober,« lyder det således i et indlæg i Enhedslistens interne medlemsforum, som DR er i besiddelse af.
Rødt Venstre blev stiftet sidste år.
B.T. har beskrevet, hvordan gruppen ønsker at afskaffe ejendomsretten til produktionsmidlerne, melde Danmark ud af NATO og EU samt indstille den militære støtte til Ukraine.
Blandt foreningens ledende skikkelser er to af Enhedslistens hovedbestyrelsesmedlemmer, Pia Thorsen og Christian Ivan Jacobsen.
Også Helge Bo Jensen fra Albertslund Byråd og Janne Toft-Lind, der blev valgt som medlem af Regionsrådet i Nordjylland ved sidste valg, men siden er gået på orlov og flyttet til København, sidder i Rødt Venstres ledelse.
B.T. arbejder på en kommentar fra Enhedslistens ledelse.