Skam. Fornedrelse. Flovhed.

Tre ord – tre følelser – en 11-årig pige måske slet ikke burde kende til.

Alligevel var det for SF’s formand, Pia Olsen Dyhr, lige netop det, en stor del af hendes hverdag var fyldt med, da hun voksede op som ung pige.

Efter forældrene blev skilt, og Pia som blot 11-årig valgte at bo sammen med sin far, måtte den unge pige ufrivilligt give slip på sit barnlige og uskyldige sind.

I stedet måtte hun påtage sig ansvaret som voksen. Ansvaret for sin fordrukne far.

»Når han drak og glemte at tage insulin og fik et insulinchok, var det mig, der stod og hældte mælk og sukker i halsen på ham, så han ikke gik helt i chok. Og når han så alligevel gjorde det, var det mig, der måtte ringe efter en ambulance.«

»Jeg vågnede nogle gange om natten og kunne høre, at han lå og rallede inde i soveværelset ved siden af.«

Mistet barndom

Pia Olsen Dyhr fortæller ærligt om den svære opvækst med faderen i den lille lejlighed i Vallensbæk vest for København.

Hun fortæller ærligt, hvordan oplevelserne fra barndommen med rå styrke har mejslet sig ind i hendes bevidsthed og efterladt dybe furer i hendes personligheds-dna.

»Jeg kan godt mærke, at de ting, jeg selv har oplevet, er noget af det, der driver mig i dag. At beskytte børn. At give børn muligheden for at være børn. Det fik jeg aldrig selv lov til.«

Den gode eller onde far

Selvom Pia Olsen Dyhr aldrig var i tvivl om, at faderen elskede hende, havde han – i hvert fald når han var fuld – ofte en hård måde at vise det på.

»Jeg vidste aldrig helt, om min far var den gode eller onde far. Det var meget utrygt.«

Blandt mange uhyggelige episoder husker Pia Olsen Dyhr især én, hvor faderen havde fundet sin Dr. Jekyll-persona frem, som SF-formanden kalder det.

Efter skole havde den unge pige brugt to timer på at vaske op, fordi køkkenet i dagevis havde flydt med beskidte tallerkener og glas.

»Så kom min far hjem. Han trådte ind i køkkenet og sagde: 'Nå, du har vasket op. Men du har til gengæld ikke gjort håndvasken ordentligt ren.' Og så væltede han alt ud af skabene. Kastede ting ned på gulvet.«

»Den dag i dag kan det stadig påvirke mig, hvis jeg hører høje lyde. Det har virkelig sat sig i mig, at jeg aldrig kunne gøre tingene godt nok.«

Foto: Asger Ladefoged
Vis mere

Truede med selvmord

I mange år har Pia Olsen Dyhr været fast gænger i den danske folkekirke. I dag går hun også til en coach, hvilket – ligesom kirken – har hjulpet hende med at udglatte nogle af de ar, som barndommens udfordringer har efterladt på sjælen.

Men dét, at tale med nogen. Dét, at dele sine følelser, har Pia Olsen Dyhr først lært som voksen.

Ud over kirkens organist Bent og hans kone, som Pia stadig er tætte med i dag, fortalte hun ingen om faderens misbrug.

Ingen fik noget at vide om det voksenansvar, hun stod alene med, eller om faderens utallige trusler om at tage sit eget liv, hvis hun valgte at flytte fra ham, hjem til sin mor og lillebror.

»Jeg gjorde, hvad jeg kunne, for at ingen skulle vide det. Jeg skammede mig over det. Jeg følte, at det var min skyld.«

Glemt på stationen

At Pia Olsen Dyhr som barn gik gennem – ja, nærmest ild og vand – for at lade veninderne blive i troen om, at alt var i den skønneste orden, står soleklart med en historie fra en lejrtur i folkeskolen.

Hvor alle andre elever blev hentet af deres forældre på Vallensbæk Station, måtte Pia sidde alene tilbage og sande, at faderen havde glemt alt om hende.

»Jeg var nødt til at gå de otte kilometer hjem. Jeg var 13,« siger Pia Olsen Dyhr, der i dag som 47-årig endelig har lært, hvor ressourcekrævende det er ikke at vise andre sin sårbarhed.

Skældte faderen ud på dødslejet

Sårbarhed var også, hvad faderen var indbegrebet af under sine sidste leveår, og op til sin død i 2011 gik han mere og mere i hundene.

Pia Olsen Dyhr husker det tydeligt.

Hun var netop tiltrådt som minister og på rejse i Vietnam, da hendes ministersekretær pludselig hev hende til side.

Odense Sygehus havde ringet.

De meddelte, at hendes far var blevet akut indlagt med en blodprop.

Pia Olsen Dyhr hastede hjem til Danmark og fandt faderen bevidstløs i hospitalssengen. Men i live.

»Jeg brugte enormt meget tid på at skælde ham ud. Jeg ved godt, at det ikke var så sympatisk over for en døende mand. Men jeg havde virkelig brug for at komme af med det.«

»Jeg havde brug for at fortælle ham, at jeg aldrig havde haft den barndom og de oplevelser, som andre fortalte om fra deres barndom.«

Pia Olsen Dyhr brugte de næste fem dage på en lang og udskældende monolog, mens hendes komatøse far blot kunne lægge øre til.

Men han lyttede. Det er Pia Olsen Dyhr overbevist om.

»På sjettedagen sagde jeg: 'Far, ved du hvad? Ligegyldig hvad, så elsker jeg dig. Og jeg har tilgivet dig.' To timer senere døde han.«

»Jeg tror, at han ventede på mig. Jeg havde brug for den her proces. Måske havde han også.«