Som blot syv-årig blev Danmarks statsminister, Lars Løkke Rasmussen, udråbt som bandeleder.

Det var ham, der bestemte. Det var ham, der gik forrest.

Banden blev - lidt paradoksalt ud fra et senere politisk perspektiv - kaldt ‘rød bande’ og bestod af syv drenge og en assistent.

Men hvor nogle bander i den aldersgruppe var gode til at lave dørfis, stjæle æbler fra naboen og skyde med pusterør, udmærkede Lars og co. sig ved noget helt andet.

De var gode til at binde knob, tænde bål og stå sammen. De var spejdere.

»Det lyder måske lidt kedeligt, men skal jeg pege på én ting, der har været med til at definere mig som person, så er det, at min far kørte mig til spejder, da jeg var syv. Den dag i dag identificerer jeg mig stadigvæk som spejder,« siger 54-årige Lars Løkke Rasmussen.

Statsministeren sidder tilbagelænet i en sort Børge Mogensen-lænestol centralt placeret på det sildebensbroderede trægulv på sit kontor i statsministeriet.

Det er sidst på eftermiddagen, så den øverste skjorteknap er åbnet og ærmerne rullet op.

Han ligner en, der tager det hele med ophøjet ro, alt imens han nipper til kaffen i den musselmalede kop, der både i farvenuance og smag er tjærelignende.

Lars Løkke svarer med eftertænksomhed, når han sætter ord på, hvilke oplevelser i hans opvækst, der har rundet ham. Formet ham. Gjort ham til den person, han er i dag.

Det 'smertefulde' navn

Minderne fra spejdertiden står stadig som soleklare og rosenrøde nedslagspunkter for Venstre-formanden.

Lige på nær ét: Lars Løkkes ulveungenavn.

Det navn, han fik tildelt af spejderlederen, da han første gang mødte op til spejder.

Det navn, han aldrig har kunnet forlige sig med.

'Kamya'.

»Og så kom min lillebror til at hedde Mowgli. Det har jeg aldrig rigtig tilgivet. Det er lidt vildt, ikke? Jeg synes ikke, det er et navn, man skal give. Altså, det er jo en meget stor belastning som ulveunge at være Mowgli. Det er jo hovedpersonen,« siger Lars Løkke, som - inden han fortsætter sit mishag mod det givne navn - forklarer, at alle ulveungenavne stammer fra Junglebogen.

»Kamya er en eller anden myresluger? Eller et desmerdyr? Eller hvad fanden det var?«

Lars Løkke Rasmussen slutter med et grin og afslører, at han med tiden måske alligevel har tilgivet lillebroren den skygge, han med navnet Mowgli kastede over ham som nyslået ulv.

Brændte telte af

Som Lars Løkke voksede, voksede ansvaret også.

Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Og når spejderne var på tur, stod Lars Løkke ofte med ansvar for flere end 30 juniorer.

Kom I aldrig til at lave noget dumt? Det kan jo være ‘farligt’ at give børn for meget ansvar?

»Jeg kan ikke huske, at vi i spejdersammenhæng har lavet noget vildt dumt eller grænseoverskridende. Vi har været ved at brænde nogle telte af. Men det var ikke bevidst,« skynder statsministeren sig at understrege.

Især det med at stå sammen - løfte i flok og forene kræfterne - er noget af dét, der altid har tiltalt Lars Løkke ved spejderfaget.

I hans egen ydmyge refleksion var det årsagen til, at gruppen lykkedes - og ikke mindst, at han selv lykkedes - med at udføre de opgaver, de blev stillet.

»Det var fantastisk som barn at opleve, at man var nødt til at dele opgaver ud og fokusere de rigtige kræfter de rigtige steder, hvis man skulle lykkes med en opgave.«

»Det var godt for mig. Jeg kunne ikke rigtig nogle af delene. Jeg har aldrig rigtig været god til noget. Jeg ville ikke kunne vinde noget specifikt, men er nok mere en ti-kæmper, der kan lidt af det hele og ikke noget af noget.«

Favnede drenge som 'lorte'

Ud over at stå sammen om en given opgave, lærte man som spejder også om medfølelse, at have et åbent sind og sammenhold.

Man lærte fra en tidlig alder at favne. At acceptere. At inkludere, påpeger statsministeren.

»Der var en dreng, der blev kaldt 'lorte' oppe i skolen. Det var ikke noget pænt navn. Han var sådan én, der altid blev kanøflet og havde det svært. Han var et par år yngre end mig, og ham havde jeg til spejder,« siger Løkke og fortsætter:

»Men når han var nede hos os, var han cool. Han kunne noget. Han turde noget, som ikke alle andre turde. For eksempel at kravle højt op og binde rafter. Spejder var et sted, der favnede alle slags børn.«

Frygt for tæv

Under vores snak kommer Lars Løkke i tanke om endnu et nedslagspunkt i hans ungdom, der har betydet noget for hans senere udvikling.

Foto: LINDA KASTRUP
Vis mere

»Vi skal tilbage til 7. klasse,« siger han.

Lars Løkke var lige begyndt at ryge og var sammen med en kammerat gået ud i skolens rygegård, hvor kun udskolingseleverne måtte komme.

»Det var nogle ret grimme fyre, kan jeg huske, at vi oplevede dem som,« siger Løkke og fortsætter:

»Jeg kan huske, at de store ville afrette os. Vi kunne fandeme ikke få lov til at være i deres gård. De forlangte, at vi skulle stå ret og gå strækmarch og alt muligt, men det nægtede jeg. Dét gad jeg sgu ikke.«

13-årige Lars rettede ryggen. Kiggede de store 10. klasseselever lige i øjnene. Og stod fast.

»Jeg kan huske, hvordan mit hjerte hamrede. Jeg havde den der følelse af, at jeg havde krydset en grænse. Måske ville jeg få en på sinkadusen? Men der skete ikke en skid. De gjorde ikke noget. Det står soleklart for mig og har gjort det lige siden. Man skal sgu stå på sin egen ret og være tro mod sig selv.«

'Pot' i piben

Havde situationenen udviklet sig i en mere korporlig retning, var Lars Løkkes rygekarriere måske allerede blevet skoddet dengang.

Men den fortsatte, og der kom for alvor sug i, da Løkke og nogle venner i gymnasiet grundlagde rygeklubben for piberygere ‘Stop En Halv’.

Ja, faktisk kom der en overgang så meget sug i piben, at læreren - efter Lars og vennerne havde haft et gigantisk grineflip i en af timerne - hev dem til side og spurgte dem: 'hvad fanden det var, de røg'.

»På et tidspunkt troede vores gymnasielærer sgu, at vi havde puttet pot i piben. Men det havde vi altså ikke.«